Anmeldelse

AIDS / Rygning Sally Morgan

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nye titler i serien, som kaldes 'Ung og sund'. Det er udmærkede samtryksbøger med internationale illustrationer og en til dansk oversat og bearbejdet tekst, og da begge emner har en global karakter, virker det fint.

Der har længe været stille omkring hiv og aids (i bogen benyttes stadig den forældede skriveform HIV og AIDS), heldigvis, da det skyldes, at den frygtede epidemi er bremset. Det betyder imidlertid ikke, at risikoen ikke længere er til stede, så der er behov for et sådant opdateret, supplerende materiale.

Bogen er meget omfattende og grundig i sin beskrivelse af emnet, og teksten er meget krævende, informationstæt og med mange vanskelige ord og begreber, så en fuld forståelse kræver en ret betydelig forhåndsviden hos læseren. Men anvendt efter en grundlæggende undervisning og/eller supplerende sammen med lettere tilgængelige materialer vil den, ikke mindst på grund af de mange illustrationer, kunne fungere fint.

Bogen om rygning har samme karakter. Det hævdes heri, at antallet af unge, som ryger, er faldende, men de nyeste undersøgelser viser nu atter en stigning. Man kan have en mistanke til populære tv-seriers produktplacering. Det går i hvert fald i bølger, så der er også her behov for en ny, moderne bog om rygningens farer.

Begge disse kan anbefales til skolebibliotekets samling.