Aalborg: Lærerfravær steget med 34 procent på ét år

Aalborg-lærernes fravær på grund af sygdom og barsel er steget med 34 procent på bare ét år, viser et notat, som kommunen har udarbejdet. Det socialdemokratiske byrådsmedlem Thomas Kastrup-Larsen frygter, at sygefraværet skyldes dårligt psykisk arbejdsmiljø, og formand for Aalborg Lærerforening Bjarne Krogh er enig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg vil godt afmystificere de her tal lidt. For det første er barselsorlov, sygefravær på grund af graviditetsgener samt barns 1. sygedag med i de her tal. Der blev ansat 100 nye lærere sidste år og 80 forrige år, som stort set alle er unge og for fire femtedeles vedkommende kvinder, så det er naturligt, at der sker en stigning", siger Bjarne Krogh til folkeskolen.dk

"Selvom der er ansat mange nye, så bliver den store gruppe af lærere stadig ældre, og så vil der være flere og flere, der er længerevarende syge".

"Jeg kan ikke se ud af det her notat, om det psykiske arbejdsmiljø spiller ind. Men det er jeg 100 procent overbevist om, at det gør på grund af den store Arbejdstilsyns-undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på skoler landet over, hvor forholdene på 17 procent af dem var så sundhedsskadelige, at Arbejdstilsynet varslede påbud om forbedringer", siger Bjarne Krogh.

Arbejdstilsynet besøgte to skoler i Aalborg Kommune, og begge steder blev der varslet et sådant påbud. Lærerne var stressede og frustrerede over store sociale problemer blandt børnene og over, at børn med store problemer blev i normalklasserne i månedsvis på grund af lang ventetid på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR.

Derfor havde politikerne da også besluttet at styrke PPR og ansætte en særlig socialrådgiver, der skulle tage sig af de socialt belastede skoledistrikter. Men på det møde i tirsdags, hvor skoleudvalget fik forelagt notatet om fravær, besluttede man samtidig at spare både på lærertimetallet og på pengene til den nye socialrådgiver og PPR. Bjarne Krogh er overbevist om, at nedskæringerne vil påvirke lærernes psykiske arbejdsmiljø i negativ retning.