Lærerne skal tage fat i sociale problemer

Der er ansat en voksen for hver fem børn i de århusianske institutioner og skoler. Derfor skal de ansatte være bedre til at løse problemerne selv frem for at knibe øjnene i, ind til problemerne er så store, at de sociale myndigheder skal involveres.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lige som andre danske kommuner oplever Århus en kraftig stigning i antallet af anbringelser udenfor hjemmet

Så i løbet af de næste fem år skal lærere og pædagoger i Århus blive bedre til at gå til forældrene, lige så snart de ser, at barnet har problemer. Det nytter ikke noget at tro, at problemerne går over af sig selv.

"Den, der først får øje på problemet, skal også sørge for, at det bliver løst. Det er ikke sikkert, at vedkommende selv skal løse det, men det er vigtigt, at der bliver taget fat i problemerne, mens de stadig er små", siger socialchef i Århus Kommune Leif Jepsen. Kommunen har afsat foreløbig 15 millioner kroner, så lærere og pædagoger kan lære at gå direkte til forældre, når de ser problemet.

"I stedet for at lave en underretning op i systemet skal lærerne tage kontakt til forældrene, så børnene kan blive i normalsystemet så længe som muligt. Det er et stort nederlag for børn at blive kasseret i skolen som elev og kammerat og komme over i et system, hvor eleven udelukkende møder andre børn med problemer", påpeger Leif Jepsen.

Formanden for Århus Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, synes, det er en god ide at satse på et bedre skole-hjem-samarbejde.

"Det er også en god ide at satse på, at der skal løses flere problemer i nærområdet, så børn undgår at blive en sag, men man skal bare ikke tro, at alt kan løses lokalt af lærere og pædagoger. Skoler og daginstitutioner har jo ikke ressourcer eller baggrund for at klare alt. Lærere er gode til den daglige forældrekontakt, når problemerne ikke er store, men kontakten kan da altid blive bedre", mener han.

Sammen med Foreningen af Skolebestyrelser i Århus har Århus Lærerforening lavet en pjece om skole-hjem-samarbejdet ud fra hvad de to parter er enige om, at henholdsvis forældre har ansvaret for og hvad skolen har ansvaret for.