De nye prøvebestemmelser for sprogfagene har fået lussinger af flere kolleger, blandt andet i læserbreve og kommentarer i Folkeskolen.

Det er der sandelig også grund til at give. Kravene til eleverne er generelt skruet op. De skal på samme forberedelsestid, 20 minutter, læse og gennemlytte tekster, der er blevet en hel del længere. Desuden er engelsk, tysk og fransk nærmest blevet E U-harmoniseret med hensyn til, hvad der forlanges ved prøven - uden hensyn til de forskellige niveauer, der naturligt må kunne forventes af en elev i henholdsvis engelsk, tysk og fransk efter så forskellige mængder input og træning i hvert af fagene i skole og omverden. Selvfølgelig er der brug for debat og revidering. Lærerne er ikke blevet hørt inden lanceringen af kravene, og lokale sprogkonsulenter findes vist ikke ret mange steder. Der er jo så mange andre nye fagområder, der skal tilgodeses.

Men der er også brug for at se kravopskruningen i en større sammenhæng. Det er ikke kun et sprogprøve- eller et sprogundervisningsproblem.

Mon ikke det i virkeligheden er faglighedsspøgelset, der igen dukker op?

Efter den snart berømte eller berygtede læseundersøgelse blev der råbt på mere faglighed - diffust, uspecificeret - uden særlige indholds- eller kvalitetsbestemmelser. Børnene skulle bare kunne mere. Er ministeriets sprogfolk blevet skræmte og har søgt at komme kritik i forkøbet ved simpelthen at gange de hidtidige krav til prøveoplæggets tekstlængder med en-komma-et-eller-andet? Ren kvantitativ opstramning. Intet om indhold eller kvalitet. Eleverne skal 'bare' læse og høre mere og hurtigere.

Og de flere ord, de ræser igennem - hvis de når det - skal så blandes med andre ingredienser (kendt stof, egne vurderinger, kultur og så videre) og serveres personligt, velovervejet, veldisponeret, perspektiveret og så videre. Det sidste er fint nok. Eleverne kan bare ikke nå det. Og det er ikke kun de svagere elever, der kommer i klemme. De har også hidtil været vant til ikke at nå at få overblik over, hvad en opgave rummer. Men nu skal også de stærke elever lære, at verden (det være sig ministeriets konsulenter, emsige politikere, 'bekymrede' fortalere for ofte overfladiske formkrav) kræver, at de stresser og vænner sig til, at man alligevel ikke kan nå det hele og slet ikke nå selv at udvælge og fordybe sig og tilrettelægge en præsentation. 'Giv dem noget mere, men ikke megen diskussion om, hvad det skal være'. Det er åbenbart god latin - i alle sprog og i uddannelsesdebatten i øvrigt.

Sprogprøvekravene er et uhyggeligt godt eksempel på, hvordan ellers fornuftige oplæg (faghæfternes læseplaner og vejledning inklusive undervisningsministerens forord) om et fags bredde, dybde, samarbejdsmuligheder på tværs, muligheder for udvikling af alle dimensioner og så videre . . . kommer til kort, når der skal måles.

Kvalitetskrav til undervisningen, kvalitetskrav til prøveoplæggene, kvalitetskrav til faglighedsdebatten, ja tak!

Efterskrift! Hvis 'trend'en fortsætter, og eleverne lærer, at gode intentioner og måske gode erfaringer fra træningen ikke får tid og plads, når det virkelig gælder, så kan de i hvert fald begå sig som lærere efter den ny ambitiøse folkeskolelov under de gældende ressourcerammer i folkeskolen.

Pia Møller er folkeskolelærer.