Sænk folkeskolen

Kommunale budgettal forringer standarden, viser DLF-undersøgelse

Publiceret

Der ser skidt ud for den danske folkeskole, hvis man skal tro kommunernes foreløbige budgettal.

Hver fjerde kommune har planer om at skære i elevernes timetal i 1997 - kun seks procent har tænkt sig at forhøje timetallet. Det er blot en af de skræmmende talkonklusioner i en budgetundersøgelse, der netop er offentliggjort. Undersøgelsen er lavet af Danmarks Lærerforenings økonomer, der har fået oplysninger om udviklingen i ressourcer og serviceniveau på skoleområdet fra lokalkredsene.

Elevernes timetal får det største indhug, og her ligger Vestsjællands Amt på en absolut førsteplads med hensyn til, hvor mange kommuner, der forventer lavere timeantal - hele 44,4 procent af amtets undersøgte kommuner. Sønderjyllands og Fyns amter følger tæt trop.

Det ser værst ud med timetallet. Men specialundervisning, vikardækning og udgifter til lejrskoler går heller ikke sparekniven forbi. 14 procent af kommunerne vil spare på specialundervisning, kun fire procent vil højne standarden. Hvad angår vikardækningen budgetterer 14 procent med lavere standard, og kun én procent vil gøre det bedre. Udgifter til lejrskoler vil for ti procents vedkommende betyde en forringelse, og kun én procent tænker i forbedringer på område.

I medlemsundersøgelsen fra Bysted Kommunikation efterlyste lærerne flere ressourcer til skolen, og et af de højest prioriterede ønsker var efteruddannelse, men heller ikke på det område kommer der et løft. 12 procent af kommunerne skærer i pengene til efteruddannelse, og kun syv procent hæver niveauet.

Det eneste sted, hvor pengene strømmer noget friere, er, når det gælder edb-udstyr til eleverne. Her vil 35 procent af kommunerne forøge indsatsen, og kun ni procent vil forringe den. Men pengene flyder kun til isenkram, ikke til efteruddannelse af lærerne. Kun ti procent af kommunerne vil skyde flere penge i edb-relateret efteruddannelse, og ni procent vil mindske udgifterne.

Når det gælder vedligeholdelse af bygninger og inventar forventer 19 procent højere standard, og 12 procent vil skære ned.

Danmarks Lærerforenings økonomer understreger, at tallene er hentet fra kommunernes foreløbige budgetudspil, så de endelige tal kan blive anderledes.

Foreningen har netop udarbejdet et forslag om, hvordan staten kan belønne de kommuner, der tilgodeser folkeskolen. Forslaget går ud på, at en kommune, der for eksempel satser på at komme op på det anbefalede antal computere til eleverne, skal for eksempel kunne få halvdelen af de ekstra udgifter betalt af staten.

don

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Powered by Labrador CMS