I sorgens stund

Børn skal hjælpes med det samme, hvis de mister en far eller en mor. Og læreren skal forholde sig til sorgen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvert år mister mindst 4.000 børn en af deres forældre. Derfor vil de fleste lærere på et eller andet tidspunkt stå med en elev, som har døden tæt inde på livet.

Alligevel forbereder de færreste lærere sig på døden og den sorg, der følger med - både hos eleven selv, i familien og blandt kammeraterne. Mange lærere ved ikke, hvad de skal stille op, og så lader de som ingenting.

- Det er det værste, en lærer kan gøre. Et barn kan måske godt klare tabet af en forælder her og nu, men hvis man ikke taler om sorgen, kan barnet løbe ind i store personlige problemer senere i livet. Han kan for eksempel få meget svært ved at binde sig fast til en partner, fordi han ikke vil risikere at stå alene med sin sorg en gang til, hvis kæresten forlader ham, siger Niels Peter Agger, der er psykolog og leder af Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter i Århus.

- Det er vigtigt at forebygge ved at hjælpe børnene med det samme i stedet for at vente, til de har problemer. Her spiller lærerne en vigtig rolle. Børnene får utrolig lidt støtte i deres familie, fordi de enkelte er optaget af deres egen sorg. Derfor bliver mange børn belønnet for ikke at vise deres, fortæller Niels Peter Agger.

Belønningen kommer til udtryk i sætninger som 'Du klarer det vel nok fint' og 'Du er en stor støtte for din mor'.

- Børn er utrolig solidariske med deres forældre, så de vil ikke pålægge den efterladte yderligere sorg. Derfor holder de deres svage sider tilbage, og så tror mange, at de ikke behøver hjælp. Men det er ikke tilfældet. Tværtimod, siger Niels Peter Agger.

Må jeg kondolere

På Rådgivningscentret arbejder Niels Peter Agger blandt andet med såkaldte tabsbørn - unge, som har mistet en far eller mor som barn. Her hører han mange enslydende beretninger om lærere, der ikke vidste, hvad de skulle stille op, da de kom ud for en elev med sorg.

- De unge blev mødt med tavshed, fortielse og manglende opmærksomhed. Og så har de alle haft den der kriblende fornemmelse af, at 'alle ved det, men ingen siger noget', siger Niels Peter Agger og tilføjer, at mange lærere tilsyneladende ikke er parate til at forholde sig til sorg eller død.

- For eksempel var en lærer så kejtet, at han kondolerede en 12-årig elev med hans fars død uden at give ham så meget som et knus. Og så blev der ellers ikke talt mere om det, fortæller Niels Peter Agger.

- En lærer skal selvfølgelig hverken lege psykolog eller socialrådgiver, men læreren sætter rammerne for eleverne. Derfor er det hendes opgave at skære igennem, når en elev har mistet en forælder og sige til klassen, at det her taler vi åbent om. Børnene kan støtte deres kammerat utrolig meget ved blot at tale om, at hans far eller mor er død eller ligger for døden, siger Niels Peter Agger.

- Det er også vigtigt, at de andre i klassen forstår, at deres kammerat har det svært. Ellers kan de finde på at drille ham med, at hans mor er død. Det har vi eksempler på, siger Niels Peter Agger.

Når nogen dør

Kræftens Bekæmpelse ser gerne, at såvel lærere som skoler forbereder sig på, hvordan de kan arbejde med sorg og død. Derfor udgiver organisationen nu et omfattende materiale med titlen 'Om sorg - når nogen man elsker dør'.

Materialet, der henvender sig til 6.-8. klasse, handler ikke kun om død og den efterfølgende sorg, men også om mange andre følelser.

Hanne Barsdal har prøvetestet materialet i sin 6. klasse på Langhøjskolen i Hvidovre.

- Mine elever har været meget glade for at få lov at tale om deres følelser, og det viste sig, at de alle har prøvet at miste et eller andet. Mange af elevernes forældre er for eksempel skilt, siger Hanne Barsdal.

- Eleverne synes, det er dejligt at få lov til at snakke om sig selv. Men de har også været gode til at lytte til hinanden, og mange af dem har givet hinanden gode råd. Men det er ikke enhver lærer, der kan bruge materialet. Det kræver, at eleverne har stor tillid til én. Ellers kan man ikke forvente, at de åbner sig, siger Hanne Bardal, der har fået mange ting at vide om eleverne og deres familier. For eksempel om en af pigerne.

- Selv om hun bor sammen med sin mor, følte hun, at hun mistede hende, da en ny mand flyttede ind til dem. Det håber jeg, pigen har fået snakket med sin mor om nu, siger Hanne Barsdal, der har hørt fra mange forældre, at hendes snak med eleverne har sat gang i mange samtaler derhjemme.

Hanne Barsdal har aldrig haft en elev, hvis far eller mor døde. Det havde Lone Jark fra Løgstør Skole for nogle år siden. Derfor bad Kræftens Bekæmpelse også hende om at afprøve materialet i 7. klasse.

- Det gik rigtig godt, så vi fortsatte i to uger ud over de tre, vi havde planlagt. Eleverne har virkelig fået øjnene op for, at de skal vise, at de er der, hvis en af deres kammerater mister en forælder. Flere af dem har også snakket med deres forældre om, hvad der skal ske, hvis de begge dør, siger Lone Jark.

Støtte til læreren

Lone Jark måtte selv stykke materialet sammen, da en af hendes elever mistede sin far for nogle år siden. Det var ikke en let opgave. Derfor er hun glad for, at Kræftens Bekæmpelse nu har lavet ét.

- Så kan vi lærere i hvert fald ikke krybe uden om emnet med den undskyldning, at der ikke findes noget materiale. Det tror jeg, mange har gjort, siger Lone Jark. Hun understreger, at man sagtens kan bruge materialet uden at have et dødsfald som et aktuelt udgangspunkt.

På den anden side forstår hun godt, at mange lærere ikke har taget en snak med deres elever, hvis døden har været tæt på klassen.

- Det er bestemt ikke behageligt at skulle snakke om døden, når man ved, at en far eller mor til en af eleverne snart skal dø. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det, og jeg vil gøre det igen. Også selv om det er psykisk anstrengende, siger Lone Jark, der selv tænkte meget over, om det overhovedet var hendes opgave dengang for nogle år siden.

- Jeg var meget i tvivl, ikke mindst fordi de fleste af mine kolleger mente, at jeg ikke skulle blande mig. De sagde, at det var en privat sag, at drengens far skulle dø af kræft. Jeg var også bange for, at jeg skulle prikke hul på en byld med så mange problemer, at jeg slet ikke kunne magte det, siger Lone Jark.

- Vi skal som lærere vide, at det ikke er nok at sige til en elev, at vi er der. Vi skal også vise det ved at være udfarende over for eleven, siger Lone Jark.

Kræftens Bekæmpelse deler hendes håb om en debat på skolerne. Det første skridt et netop taget med en høring om børn, sorg og skole i Palladium Biografen i København. Her blev materialet også præsenteret.

Materialet fra Kræftens Bekæmpelse omfatter undervisningsbogen 'Om sorg - når nogen man elsker dør', lydbåndet 'Med sorgen som blind passager' og videoen 'Når livet går sin vej'. Alle tre dele sendes til skoler, der abonnerer på undervisningsmateriale hos Kræftens Bekæmpelse. Andre kan rekvirere det på telefon 3525 7500.

Folkeskolen nummer 23/1994 bragte en artikel om Lone Jark og hendes arbejde med emnet døden i den klasse, hvor en af elevernes far var uhelbredeligt syg af kræft.

Henrik Stanek er freelancejournalist.

Powered by Labrador CMS