Børns venskaber

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Selvets Længsel efter og Hengivelse til et andet Selv er Selvets egen og egentlige Funktion, er det at være sig selv, thi det er et eneste Forhold, hvori Selvet indtræder, som det ikke kan stille sig uden for og betragte.' 'At være sig selv er at være eet med et andet Selv.' Sagt af Jakob Knudsen (1858-1917) i et foredrag fra 1907 og trykt i hans bog Livsfilosofi. I foredraget afprøver han to andre muligheder for at beskrive, hvad det vil sige at være sig selv: At være begejstret og at være naturlig, men begge muligheder afvises. Tilbage bliver, at et menneskes selv kun kan forstås set i forbindelse med andre mennesker, for eksempel familien, gruppen, klassen. Dette svarer helt til den oplevelse, som mennesker har virka 90 år senere. Hvis man stiller spørgsmålet: Hvad gør livet værd at leve for dig? til mange mennesker og undersøger, hvilke 'røde tråde', der indgår i svarene, vil det store flertal svare, at det har noget at gøre med det forhold, de har til andre mennesker. Kort kan dette udtrykkes ved at sige, at den vigtigste værdi for det store flertal af mennesker er solidaritet, det vil sige at andre menneskers liv angår os. Naturens betydning nævnes ligeledes af mange, men for eksempel ikke arbejdet. Her kommer børns venskaber ind i billedet: Kunne det tænkes, at vi mere eller mindre automatisk tænker på skolen som det sted, hvor man oplæres i arbejdslivets værdier - og ikke i solidaritetens værdier? Spørgsmålet bliver nærværende, når man tænker på, at mange voksne lever uden et socialt netværk, alene på værelser, ensomme og uden længerevarende forhold til andre mennesker. Samtidig er der grund til at hæfte sig ved, at det moderne liv ser ud til at have en tendens til at forhindre, at venskaber opstår, fordi lønarbejdet har medført, at mennesker bliver anonyme i egne og andres øjne. Eller med andre ord: Vi løber risiko for at reduceres til numre i en række, fordi den enkelte på arbejdspladsen i princippet kan erstattes af en anden. Det er således ikke stimulerende for venskaber, at mange mennesker er nødt til at udføre deres arbejde alene, for eksempel landmanden eller arbejderen ved samlebåndet med høreværn.

I dette perspektiv får børns venskaber betydning, fordi vi som voksne måske forsømmer bevidst at medtænke børns opbygning af venskaber i løbet af deres opvækst. Det mærkelige er så tilmed, at den børnepsykologiske forskning kun meget lidt har interesseret sig for børns venskaber. Måske er årsagen til denne manglende interesse, at voksne har tiltro til, at de selv er de eneste mennesker, der har betydning for barnets udvikling. Ved at tage eller beslaglægge børns tid opnår man (uden at ville det), at de gøres ansvarsløse, fordi ansvaret for at disponere over deres egen tid tages fra dem. Deres egne interesser og ideer kommer på denne måde til at vige for de voksnes planer, interesser og ideer.

Beskyttelse af børns venskaber er derfor vigtig. Dette gøres principielt ved at lade være med at blande sig for meget i, hvad børnene laver og i deres indbyrdes forhold og lade dem selv bestemme over deres tid og i stedet hjælpe dem til at bruge tiden, som de gerne vil. Det gøres blandt andet ved at respektere deres leg, ved ikke at strukturere deres tid alt for meget og ved at lade dem selv disponere over den. Det gør man også ved at støtte, at børnene hjælper hinanden og tager sig af hinanden. Det gøres også ved at lade dem i fællesskab få medbestemmelse, medindflydelse og medansvarlighed på egne livsomstændigheder fra en tidlig alder.

-Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker.

Powered by Labrador CMS