Højere løn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg kan meget nemt forstille mig, at vi kommer til at se øgede lønudgifter i de kommende år, men det vil også være acceptabelt, hvis det følges med en bedre kommunal service, siger Søren Andersen, der er chefforhandler for Kommunernes Landsforening til Danske Kommuner. Han advarer samtidig Danmarks Lærerforening og andre, der er imod decentral løn. Modstanden vil kunne betyde, at de sakker agterud i løn i forhold til organisationer, der går konstruktivt ind i forhandlinger om et nyt lønsystem.

Ifølge Det Fri Aktuelt har Amtsrådsforeningen udset sygeplejersker, socialpædagoger, jurister og økonomer til at være de grupper, der skal bryde isen i diskussionen om et nyt lønsystem, fordi deres organisationer er forholdsvis positive over for arbejdsgivernes ønsker om forandringer.

Hvis de vil være med, vil ingen gå ned i løn eller miste stigninger, som de ville have fået med det nugældende anciennitetssystem, siger Amtsrådsforeningens direktør Benny Hansen til avisen den 7. november. Tværtimod vil der nok være lidt ekstra i lønposen til dem, der vil være med, mener han.

Politiken skriver samme dag, at sygeplejerskernes sidste overenskomst har givet dem en lønfremgang på op mod ti procent. Til gengæld betyder den også, at de arbejder et par timer ekstra om ugen.

Powered by Labrador CMS