Det klassiske drama om Faust, som sælger sin sjæl til Djævlen og derved uigenkaldeligt svigter sin elskede....og i sidste ende sig selv.

Det er et modigt eksperiment folkene bag forestillingen "Faust" har vovet sig ud i. Goethe er ikke hvem som helst, og hans beretning om Fausts skæbnesvangre livsforløb er vel en af historiens største. Og lad det allerede være sagt her, det er en god ide at være bekendt med det originale forlæg, hvis man som publikum ønsker at få det maksimale ud af forestillingen. For det er en svær forestilling - det er en svær tekst.

De scenografiske rammer om forestillingen er en rund scene, som skuespillerne både spiller på, omkring og nede i. Det eneste stationære synes at være cirklens ene pol: Solen - gudinden - kvinden. Djævlen derimod cirkler omkring sit bytte og dukker frem på de særeste steder: Han er der altid, lige bag ved, så tæt på at man næsten kan mærke hans ånde i nakken. Og Faust falder da også for hans "charme" og hans løfte om at lade Faust mærke livet - det liv, som han så desperat higer efter virkelig at mærke og føle. Og Faust får hvad han er blevet lovet: Han mærker og føler, først famlende og søgende, siden grådigt og i sine drifters vold. Og først da Fausts elskede Gretchen går i opløsning opdager han livshungerens pris. Om Faust falder ved synet af sin faldne elskede, eller om han allerede faldt ved det første møde med Djævlen, lader forestillingen dog på interessant vis stå åbent. Faust og Djævlen spilles meget overbevisende af Thomas Levin og Runi Lewerissa, og det er især i deres samspil at forestillingen lever. Ellers har forestillingen desværre en tendens til at være meget tung - en tyngde, som jeg vil tillægge manuskriptet. Lange passager er ganske enkelt for deskriptive, for litterære, for fortænkte, og som publikum drukner man lidt i de mange ord. I momenter har forestillingen til og med en tendens til at blive en anelse selvhøjtidelig, formodentlig som en konsekvens af dialektikken - for nu at formulere det i forestillingens ånd - mellem den atonale operasang og den i passager svært forståelige tekst. Skuespillernes og sangerindens præstationer fejler intet - tværtimod, men uanset hvor meget de løber, synger, kravler, bjæffer, føler formår de ikke at løfte teksten. Det er som om menneskeliggørelsen af denne "metafysiske trekant" - som der står i programmet - imellem Djævel, Gud og Menneske trods stærke intentioner forbliver et eksperiment. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er interessant. Forestillingen om Faust lægger - enten man vil det eller ej - op til eftertanke og refleksion. Men døm selv, for husk: "Teater skal ikke læses, det skal ses i teatret".

Maj-Britt Mathiesen