Kursus: FAKE NEWS i danskundervisningen

Tirsdag d. 26. februar 2019 kl. 15.00-18.00, Langhøjskolen i Hvidovre. Kursus ved blogger, klummeskribent, forfatter og næstformand i Dansklærerforeningens folkeskolesektion Katja Gottlieb. Hvad er mest interessant? Den ofte kedelige sandhed? Eller den mere farverige løgn? Vi kender det godt, det der med at man ser en kulørt overskrift på en spiseseddel eller på de sociale medier, som man lige må se nærmere på. Og med den strøm af informationer, der hver dag passerer forbi os, er der ikke noget at sige til, at der efterhånden skal en del til at lokke os til at klikke eller købe. I den virkelighed er falske nyheder, biased news og såkaldt alternative fakta blevet begreber, som vi bliver nødt til at forholde os til, også i danskfaget, hvor evnen til at læse kilder med kritiske briller af gode grunde efterhånden fylder mere og mere. Kurset introducerer begrebet falske nyheder og præsenterer en række arbejdsforslag, som man kan omsætte direkte i klassen, når man kommer hjem. Kurset knytter an til undervisningsmaterialet ”Når sandheden har fundet sine bukser”, som medlemmer af Dansklærerforeningen kan hente gratis på foreningens hjemmeside, men nye vinkler og arbejdsforslag vil indgå. Alle deltagere får et eksemplar af undervisningsmaterialet, “Når sandheden har fundet sine bukser”.

Start dato: 26. februar 2019
Hjemmeside: http://dansklf.dk/grundskolen/kurser_og_aktiviteter/danskl%C3%A6rerforeningens_kurser/kursus_fake_news_i
Pris: 550 kr. (eks. moms) for medlemmer af Dansklærerforeningen, 850 kr. (eks. moms) for ikke-medlemmer

Oprettet: 6. december 2018