Lærernes Pension sænker renten

Den langvarige krise på aktiemarkederne har tæret på reserverne hos de overenskomstansatte læreres pensionsselskab, Lærernes Pension. Selskabet har derfor besluttet at sænke lærernes depotrente til 3,0 procent pr. 1. januar.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Selvom Lærernes Pension har klaret sig tilfredsstillende igennem krisen, har den tæret på reserverne", konstaterer selskabet i en pressemeddelelse.

"Det er nødvendigt at være mere tilbageholdende i 2003, bl.a. fordi der fortsat er stor usikkerhed på de finansielle markeder", siger administrerende direktør Paul Brüniche-Olsen.

Sidste år var der negativt afkast af pensionsmilliarderne i Lærernes Pension - minus 1,2 procent før skat, minus 0,8 procent efter skat. I de første 11 måneder af 2002 har afkastet været på knap plus 1 procent. Samtidig har selskabet givet de forsikrede lærere en depotrente i 2001 på 5,0 procent og i år på 4,0 procent efter pensionsafkastskat. Nu har Lærernes Pension altså fastsat depotrenten pr. 1. januar 2003 til 3,0 procent efter pensionsafkastskat - 3,5 procent før skat. Depotrenten kan ændres i løbet af året.