Debat

Henrik Dahls halve løsning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med baggrund i et konstrueret verdensbillede indeholdende vore danske højt komprimerede intelligensresurser, der kan udvikle alt det, som Asiens og Sydamerikas barfodsproletariat siden kan få lov til at masseproducere, forsøger udviklingschef Henrik Dahl (Folkeskolen nummer 21) at gengive fagligheden lidt af den respekt, som folkeskolelovens fædre og forsvarere så skændigt har trådt under fode. Men også Henrik Dahl skal kunne færdes på de pædagogiske brædder. Så bedre eller værre må det ikke gå, end at den fagcentrerede kundskabsindlæring kun må finde sted om formiddagen. Om eftermiddagen skal det indlærte omsættes til praktisk brug tilsat det fornødne kvantum kreative udfoldelse til overskygning af formiddagens udskejelser. Det er her, man kommer til at tvivle på, om Dahl mener sit initiativ alvorligt, eller om der her bare er tale om lidt godbidder kastet ud til beroligelse for folkeskolens fagfjendtlige traditionalister. Folkeskolen har jo altid med anvendelse af matematikopgaver, stile og fysikøvelser ansporet eleverne til anvendelse af egnede dele af det indlærte. Men et generelt krav om anvendelighed, hvor alt, hvad der læres om formiddagen, skal kunne anvendes om eftermiddagen, indsnævrer unægteligt fagligheden kendeligt. Undervisningen op til »den lille latinprøve«, som Dahl siger, at han engang bestod, ville næppe passes ind under et så­dant anvendelighedskrav. Derimod kunne man for en gangs skyld prøve at gøre op med Dahls defaitistiske syn på »unges modvilje imod at udskyde deres umiddelbare lyst­betonede behov til fordel for et tillært behov for faglig indlæring« (på dansk: de unges ugidelighed).

Men så længe alle lider af berøringsangst over for en genindførelse af et regulært eksamenssystem med bestå-krav, må man nok affinde sig med at stå afvæbnet over for en del unges ligegyldige holdning til besværet med at lære et fag.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS