Anmeldelse

Specialundervisning i læsning

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der findes en del bøger om læseundervisning, men det er nyt med en bog om specialundervisning i læsning.

Mogens Jansen indleder med beskrivelser af forskellige læsehandicap som dysleksi/ordblindhed, læseretardering, læsesvaghed, funktionel 'analfabetisme' og aleksi. Han kommer ind på årsagerne og sætter handicappet i forhold til forskellige aldersgrupper. Dernæst skriver han om de mange forskellige læseaktiviteter, der kan indgå i specialundervisningen.

Lis Pøhler beskriver dernæst et specialundervisningsforløb. Vi følger en dreng fra børnehaveklasse til fjerde klasse. Testresultater gennemgås fra de forskellige klassetrin startende med sprogprøverne i børnehaveklassen. Der er mange gode og begrundede undervisningsforslag. Forældrene inddrages og bakker positivt op i hele forløbet. Der er visse organisatoriske vanskeligheder, men alt i alt er det en solstrålehistorie, da drengen slutter med at kunne læse alderssvarende stof, selv om det går lidt langsomt. Det konkrete forløb vil både dansklærere og specialundervisningslærere kunne nikke genkendende til, og begge parter vil kunne hente viden og ideer til undervisningen.

Dorthe Haven fortæller om undervisningen af en voksen ordblind på femogfyrre år. Hans verden brød sammen, da hans kollega gik på pension. I atten år havde kollegaen hjulpet ham med læsning, uden at andre på virksomheden vidste noget om hans handicap. Tilskyndet af sin kone og en velvillig ledelse, som han informerede om situationen, påbegyndte han et specialundervisningsforløb.

Med eksempler fra den konkrete sag gives en generel gennemgang af, hvordan sådan et forløb for voksne kan tilrettelægges. De metoder og aktiviteter, der gennemgås, vil også kunne anvendes ved specialundervisningen i folkeskolen. Det er en særdeles god og vægtig gennemgang. Også her vil lærere kunne hente viden og ideer.

Til slut skriver Erik Arendal om brug af computeren i specialundervisningen. Her fremhæves den elektroniske tale, der nu er så god, at den kan give støtte ved oplæsning af elektroniske tekster. Det gør ikke noget, at talen lyder 'syntetisk', da eleverne ikke forventer, at en maskine taler normalt. Eleverne kan få en hel tekst læst op eller nøjes med at markere enkelte ord. Alle tekster kan indskannes. Afkodningen af en tekst behøver således ikke længere at være et problem. Nu kan forståelsen af teksten komme i centrum. Oplæsningsprogrammet kan også bruges sammen med et tekstbehandlingsprogram, så eleven kan få sine egne tekster læst op og måske ad den vej lettere identificere sine stavefejl. Den væsentligste ulempe ved programmet med syntetisk tale skulle vist være prisen, der er relativt høj.

'Specialundervisning i læsning' anbefales til dansk- og specialundervisningslærere.