Stemmerne fra oven

Få menige medlemmer på tilskuerbænkene

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Set fra balkonen i den store teatersal toner den pinkfarvede talerstol mikroskopisk lille, men effektive mikrofoner gør, at man så rigeligt kan følge med i, hvad der foregår på scenen dernede.

Hovedstyrelsesmedlemmer og foreningsansatte tegner næsten utydelige klatter, som de sidder der ved langbordene. De delegerede vender alle ryggen til publikum.

Balkonen, der har plads til 168, er mere end fyldt. Her bliver lyttet intenst, noteret flittigt og grinet højt, når der lyder en opfriskende og morsom kommentar fra salen. Avisen bliver læst, og et par damer har svært ved at deltage i klapsalverne - i hvert fald uden at stikke sig i øjnene med strikkepindene.

Men hvad er de egentlig for nogen, de der tilskuere, der bruger dagen på lærerkongres? Og hvad mener de om det show, der foregår?

Gennemsnitsalderen for lærere på 45,5 er - uden at fornærme nogen - heller ikke skudt helt ved siden af på balkonen. De fleste af tilhørerne er kredsstyrelsesmedlemmer, men der skjuler sig også en enkelt eller to helt 'almindelige' lærere. Nogle er der en enkelt eftermiddag - andre tager hele turen. - Det er spændende at opleve både det, der bliver sagt på talerstolen, og det, der sker i salen, siger læreren fra Ribe. Og med det, der sker i salen, mener hun ikke de foreningsansatte, der drøner rundt og uddeler papirer i alverdens farver.

- De to blokke over ja- og nej-sigere overraskede mig mest. Jeg troede faktisk ikke, det var så markant opdelt.

Læreren fra Ribe er på kongres for første gang.

Drøngode debatter

Den mere garvede kongres-gænger fra Randers mener, det hele går flot, og at der bliver talt rent i år.

- Der bliver ikke snydt og ordkløvet som nogle år, hvor alle kommaer blev vendt, siger han, der er til kongres for tiende gang.

Kredsstyrelsesmedlemmet fra Ribe-egnen er også positivt indstillet.

- Det er altid utroligt spændende og opløftende, og indimellem er der nogle drøngode debatter. Nogle af talerne er gode til at give det hele et pift, andre er der bare for at markere sig. Men det er positivt, at medlemmerne er blevet nævnt så mange gange fra talerstolen i år.

Hun har også været med før.

Kredsstyrelsesmedlemmet fra Herning supplerer.

- Det er lærerigt og godt at få forstand af. Man kan jo høre på klapsalverne, hvordan strømningerne går.

Hun er med for anden gang.

Skolelederen fra Esbjerg mener, at der er for lidt tillid til formand og hovedstyrelse. Og der er for meget snak, men på den anden side er det måske nødvendigt, siger han.

Han har været med i 20 år.

På balkonen er der utroligt få almindelige lærere. Nogle siger, det skyldes, at de selv skal have pengepungen op af lommen. Andre mener, at fagforeningen er for langt væk fra medlemmerne. Kongressen - som den overordnede myndighed - er endnu længere væk.