Man griner og gyser og lever med i fortællingen om den tapre Biowulf og hans færd for at redde Kong Roars gård fra en ondsindet trold. Splrrruuuaattt, splrrruuuaattt. Det har jeg endnu ikke rigtigt lært at skrive. Men jeg har lært at sige det, for det er sådan en mosetrold lyder. Det er jeg sikker på, for det har jeg lært af fortælleren og skuespilleren Jesper la Cour. Af hans partner Troels Kirk Ejsing har jeg, og en stor flok medtilskuere, derudover fået en grundig indføring i alle de lyde, man kan frembringe med en blikvandkande. Og det er mange - skulle jeg hilse og sige! De to sympatiske fortællere har samlet en række fabulerende historier, som de drager rundt i landet med. Nogle vedbliver fortællinger, andre dramatiseres og nærmer sig i større eller mindre grad teaterforestillingens form. Således også sagaen om Biowullf, en svensker der har fået et stort ry, fordi han har svømmet langt. Nu drager Biowulf til King Roars gård for at løse ham og hans festsal fra mosetroldens Grendels tyranni. Denne heltemodige færd havde jeg fornøjelsen af at følge. Også da Biowulf/ Jesper la Cour drog helt ned til mosetroldens mor - dybt nede i mosens vand, hvor det stod tæt med slim og splat og pjat, og vi - alle os på bænkene på hver side af det skibslignende spilleareal - fik grint og gyset og levet med. Historien er hørt før og fortalt før, men sjældent med en vandkande som eneste rekvisit. Og ja, så var der jo de to spillere, der med stemmeføringen og kropsbeherskelsen fortæller os det hele. Det er beundringsværdigt hvordan de med så enkle greb formår at inddrage os til at drikke mjød, advare mod fjender, og tage med ud og sejle. Og det er i samspillet med os, tilskuerne, at fortællingen lever, vokser og finder sin unikke styrke. Det er derfor, jeg har lært hvordan det siger, når en mosetrold går hen mod Kong Roars gård. Jeg kunne ikke lade være med at forsøge at sige det efter. Det samme skete for en stor del af et frydefuldt skraldgrinende publikum. Lone Nyhuus