Opgiver at renovere skimmelsvampe-angrebet skole

Videbæk Kommune har opgivet at renovere den skimmelsvampeplagede Videbæk Skole. På et byrådsmøde den 9. april tages den endelige beslutning. En ny skole vil koste cirka 50 millioner kroner, mens en renovering vil koste 32 millioner kroner.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Videbæk Kommune har opgivet at renovere den skimmelsvampeplagede Videbæk Skole. På et byrådsmøde den 9. april tages den endelige beslutning, oplyser borgmester Torben Nørregaard til Ringkøbing Amts Dagblad. Inden længe bliver der holdt et orienteringsmøde for Videbæks borgere om de nærmere planer.

En ny skole vil koste cirka 50 millioner kroner, mens en renovering vil koste 32 millioner kroner. Det viser en rapport, som kommunen har fået foretaget. Den nye skole skal ligge tæt på Videbæk Idræts- og Fritidscenter, som så skal bruges til alle idrætstimerne.

Problemerne med skolen startede i efteråret 1999 under opførelse af en ny etage ovenpå et fladt tag. Store mængder regnvand kom ind og gav i foråret 2000 de første indeklimaproblemer. Siden er de værst medtagne bygninger blevet revet ned, men problemerne er fortsat.

Siden efteråret er skolens 500 elever blevet undervist i en pavillonskole ved det lokale idrætscenter. Når eleverne skal bruge faglokaler, bliver de kørt til andre skoler.

Nu har kommunen altså opgivet kampen mod svampen og bygger nyt i stedet.