KL: Luk de små skoler

Kommunernes Landsforening går nu direkte ud og anbefaler kommunerne at rydde grundigt op i deres skolestruktur og lukke små skoler, der er dyre i drift. Det sker med henvisning til Pisa-undersøgelsens anbefaling af større skoler.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tiden er løbet fra den lille, dyre landsbyskole, siger Roskildes borgmester, Bjørn Dahl (V), der er formand for KL's børne og kulturudvalg i bladet Danske Kommuner.

"Hvis vi gerne vil have frigjort nogle ressourcer inden for de eksisterende rammer for at forbedre kvaliteten i folkeskolen, så må kommunerne til at overveje, om de har den optimale skolestruktur. En struktur med mange små skoler er simpelthen for dyr", siger han og mener, at det er vanskeligt at opretholde et højt fagligt niveau på de mindste skoler.

Og det passer som fod i hose med, at professor Niels Egelund, der er en af forskerne bag den danske del af OECDs Pisa-undersøgelse, peger på, at 80 procent af alle danske elever går i skoler, der er mindre end den skolestørrelse, Pisa-undersøgelsen når frem til at anbefale som den optimale.

Der findes dog også undersøgelser, der viser andre erfaringer med skolestørrelser. I maj offentliggjorde cand.pæd.psych. Günter Locher sin undersøgelse fra Sønderjylland, som viste, at 60 procent af lærerne prioriterer elevernes trivsel meget højt på skoler med under 200 elever. Så snart der er over 200 elever på skolen, er andelen af lærere, der har elevernes trivsel øverst på prioriteringslisten, kun halvt så stor. (se http://www.folkeskolen.dk/News/NewsShow.asp?NewsID=150)

Læs mere

Powered by Labrador CMS