Det er i virkeligheden sjældent at blive bekræftet af den, der erklærer sig uenig med en. Og så oven i købet i en sådan grad som det - ufrivillig vel - sker i Erik Schmidts læserbrev i Folkeskolen nummer fire: 'Trivielle postmodernister'.

Erik Schmidt synes, at det er noget vrøvl at mene, som jeg gør det, at intet i undervisningen kan overføres fra læreren til eleven, fordi eleven selv vælger at høre det, som han eller hun har forudsætninger for at høre, altså det, som eleven har klangbund for. Men allerede i den efterfølgende sætning giver han det bedst tænkelige eksempel på mit synspunkt ved at skrive, at det, jeg mener, ikke er andet end, hvad allerede Grundtvig har sagt. Akkurat som når man på ferierejsen iagttager solnedgangen ved Napoli og udbryder, at den vel nok ligner den solnedgang, man engang har set ved Silkeborgsøerne. Det nye må nemlig forbindes med noget allerede kendt for at give mening. Men herved er intet overført, hverken mit synspunkt, som i mit hoved aldrig har været forbundet med Grundtvig, eller solnedgangen, som kun forbindes med Silkeborgsøerne af den, som har været der. Det, vi hører eller ser, ser vi netop på hver vores individuelle måde. Enhver lærer, der har prøvet at indføre eleverne i brøkregning, ved, at forståelsen af 1/3 + 1/4 popper op lidt efter lidt hos de forskellige elever: først hos en senere kommer flere til. Sådan ville det vel ikke forholde sig, hvis lærerens forståelse blot kunne overføres.

Mine synspunkter i Folkeskolen nummer et/to er ikke holdningsløse eller amoralske, som Erik Schmidt påstår. Jeg finder det blot ikke længere meningsfuldt at tale om holdninger og moral som noget, der kan begrundes universelt. Men at opgive forestillingerne om et fælles fast værdigrundlag er ikke det samme som at tilslutte sig postmodernisternes 'anything goes', laden stå til og relativisme. Mit synspunkt er ikke postmodernistisk, hvilket fremgår af interviewet, hvor jeg netop karakteriserede postmodernismen som en af tre uhensigtsmæssige opfattelser i den aktuelle debat. (Endnu et eksempel på, at det, jeg sagde, ikke er blevet overført).

I et samfund, hvor eleverne lever deres liv i mange forskellige sammenhænge, anser jeg værdiproblemet for at være langt vanskeligere og mere udfordrende, end Erik Schmidt ønsker at gøre det til med sine krav til læreren om at være social regulator (betyder det, at læreren skal vise eleverne, hvor skabet skal stå?), kulturel formidler (betyder det, at læreren skal formidle et på forhånd fastlagt pensum?) og samtalepartner (betyder det, at læreren skal overbevise eleverne om skolens værdier?).

Nutidens elever har hele livet været vant til at indgå i mange sammenhænge og skifte social sammenhæng flere gange i løbet af en dag. Hvert sted har sine værdier, og hvert sted er det nødvendigt for den enkelte og stedet at stemme sig af i forhold til hinanden. Den tid er forbi, hvor eleverne kun møder hjemmets og senere skolens værdisæt, og hvor skolen uden risiko kan sige til eleverne, at de skal opføre sig som derhjemme. Værdier og normer må skabes gennem en stemmen sig af med hinanden: Man må på samme tid kende sine egne værdier og have antennerne ude for at kunne registrere de andres, kun derved kan der skabes et gensidigt værdigrundlag. Det stiller andre og vel også større krav til læreren end de anvisninger, Erik Schmidt gentager, men der er ikke tale om holdningsløshed og amoral.

Jens Rasmussen

lektor, Danmarks Lærerhøjskole

Forkortet af redaktionen