Debat

Ingen reaktion

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 35 havde jeg en kommentar, der indeholdt en meget negativ kritik af de nye prøvebestemmelser i fremmedsprog. Jeg har siden ledt efter en reaktion fra én eller flere af ministeriets konsulenter i fremmedsprog. Intet! Mon de slet ikke læser bladet? Eller har de bare for travlt til at beskæftige sig med kritik fra 'gulvet'?

Til gengæld har jeg modtaget mange tilkendegivelser fra kolleger, der har udtrykt stor enighed med mit synspunkt. Specielt kritikken af den ubegrundede og urealistiske stramning af kravene til tysk/fransk rammer tilsyneladende plet i forhold til mange sproglæreres bekymring.

I de sidste par numre af Folkeskolen har jeg kunnet se, at ministeriets fagkonsulenter i tysk og fransk har haft tid til at udarbejde nye prøvematerialer. I nummer 43 anmeldes fagkonsulent Annette S. Gregersens nye materiale til FSA i fransk. Folkeskolens anmelder, Leon Aktor, mener, at alle fransklærere bør lægge godt mærke til dette materiale. Han vurderer, at materialet er udtryk for en stramning ikke kun i indhold, men også i sproget - en stramning, som efter hans mening skyder over målet, men får særlig vægt, fordi den ene af forfatterne er fagkonsulent.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg er enig med anmelderen i, at materialet ud over den stramning, der i sig selv ligger i forlængelsen af de ukendte prøveoplæg, også indeholder en betydelig forøgelse af den sproglige sværhedsgrad med for eksempel et urealistisk vanskeligt ordforråd, ubearbejdede litterære tekster, verbale tider og former, som ligger uden for pensum og så videre. Til gengæld er jeg ganske uenig med anmelderen om konsekvensen af denne observation. Anmelderen mener tilsyneladende, at fagkonsulenten som privatperson har ret til at fastlægge et prøveniveau, som vi andre nu skal rette os efter. Det er forhåbentlig ikke korrekt. Som privatperson har fagkonsulenten ikke større formel autoritet end enhver anden forfatter af undervisningsmaterialer. At denne forfatter skyder så langt forbi målet, er så meget mere betænkeligt, eftersom hun også er fagkonsulent.

Jette Bærnholdt

Hvidovre

Powered by Labrador CMS