Debat

TVANG OG ANSVARLIGHED ER HINANDENS MODPOLER

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I debatindlæg i Folkeskolen nummer 26/27 udtrykker jeg troen på, 'at det gennem et skoleforløb at have taget ansvar eller medansvar for egen læring, stiller barnet bedre rustet til det at tage ansvar for eget liv'.

I samme nummer svarer Vagn Madsen hertil: '- når det gælder undervisningen i skolen, er det selvfølgelig skolen, det vil sige læreren og lederen, der bærer ansvaret. Derfor er talen om, at børn skal lære at tage ansvaret for egen læring, nok en smuk tale. Men det er vrøvl. For det får ingen direkte følelige konsekvenser for børnene, hvis de ikke lever op til ansvaret'.

Envidere fremsætter Vagn Madsen det synspunkt, at kun hvis skolen har leveret den gode vare, må eleven ved udvist forsømmelighed selv bære konsekvenserne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I den forbindelse når Madsen frem til sit konsekvensbegreb ved at operere med, hvad han betegner som 'pålagt ansvar', der angiveligt altid indebærer risiko for, at man pådrager sig skyld, der igen medfører de omtalte konsekvenser.

Ansvar er for Vagn Madsen et grundbegreb, 'der aldeles ikke får sig betydningsindhold gennem logiske slutninger, men gennem tiderne ved folkelig brug'.

Nudansk Ordborg oplyser, at ordet ansvar er fællesgermansk, at det på oldnordisk hed andsvar, hvilket betyder modsvar eller imodsvar.

Imodsvar eller ansvar er, som begrebet, frihed, etisk, idet de begge indebærer eller rummer muligheden for transcendens.

I den forstand kan man tage ansvar, man kan ansvarliggøre sig, man kan tage medansvar, og man kan stilles til ansvar i forhold til noget. Ligeledes kan man være fri eller vælge frihed i forhold til noget. For eksempel i forhold til ansvarlighed i forhold til fællesskabet.

Ægte ansvar eksisterer kun, hvor der eksisterer virkelige svar.

Svar på det, der overgår en. Hvad man ser, hører og/eller føler hver eneste time på døgnet med det verdens- og skæbneindhold, der tildeles den enkelte person gennem den personlige dagligdags begivenheder, som de nu måtte være, 'store' eller 'små'. Herigennem bliver vi spurgt. Bliver vi stillet til imodsvar, til ansvar.

Den måde, vi svarer imod på, er vores indgang til situationen. Situationen, der lige er opstået, og hvis substans vi ikke kender, fordi vi aldrig tidligere har oplevet helt det samme. Vi inddrager den i vores livssubstans. Og i det øjeblik opnår vi en livserfaring, der er andet og mere end summen af vort livs øjeblikke.

Gennem dette at tage ansvar for øjeblikket tager vi altså ansvar for vort eget liv.

En nyskabt verdenskonkretisering er derigennem blevet lagt os i armene. Vi ansvarer den.

Ansvar har således kun realitet, når der er tale om selvansvarlighed.

At hævde, som Madsen, at ansvar ikke får sit betydningsindhold gennem logiske slutninger er således, for at bruge Madsens egen terminologi, noget vrøvl. At tage ansvar og ansvarlighed indebærer det eksistentielle valg og dermed langt mere end blot logik.

At tale om 'pålagt ansvar' er ligeledes nonsens. Ansvar og ansvarlighed forudsætter det frie valg. Heraf følger, at 'pålagt ansvar' er lig med tvang.

I Madsens skole skal elever tvinges til at modtage 'den gode vare', og vil de ikke det, ja, så har de udvist forsømmelighed, og de må så selv bære konsekvenserne.

Disse forsømmeligheder hævdes af Madsen ikke at være et resultat af ansvarssvigt, og det er skolens ansvar at forsøge at dæmme op for dem.

Det er lærerens og lederens opgave og ansvar i samarbejde med forældre og elever at skabe et pædagogisk rum, hvori der kan finde en læring sted: Formal- og material-, altså kategorial dannelse i overensstemmelse med folkeskolelovens formål.

'Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge pååndsfrihed, ligeværd og demokrati.'

Erik Thyge Nielsen

psykolog, cand.pæd.psych.

Frederikshavn

(Forkortet af redaktionen).

Powered by Labrador CMS