Kirsten Rodhe Ramsbøl

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kirsten Rodhe Ramsbøl døde pludseligt under et ophold hos nære venner i England.

Gennem næsten 20 år var hun børnehaveklasseleder på Mejrup Skole i Holstebro Kommune, hvor såvel børn som forældre og kolleger oplevede hende som særdeles dygtig og engageret.

Det var helt åbenlyst, at hun elskede arbejdet med børnene, fra hun tog imod dem på deres første skoledag, som for både børnene og hende var en festdag, til hun arrangerede en sjov og festlig overdragelsesceremoni for børnene og den klasselærer, som skulle overtage dem i 1. klasse.

Med høj grad af faglig kompetence gjorde hun dette første år for børnene til en tid, hvor de gennem leg og læring i trygge og faste rammer fik en god start på deres skoletid. Med medlevende interesse fulgte hun dem på vej i deres videre forløb.

Kirsten var altid åben over for at afprøve nye muligheder og teamsamarbejde på tværs af alder, hvor ældre elever blev sat sammen med de yngste til gavn og glæde for alle parter.

Gennem årene var Kirsten den gode kollega, som på beskeden vis og med stor finfølelse tog del i samarbejdet. Hun var god til at lytte og tryg at henvende sig til. Hendes varme smil og den hjertelige latter vil vi huske sammen med alle de andre gode minder om hende.

De senere år havde hun bosat sig i Mejrup og tog med liv og sjæl del i arrangementerne her, hvor hun kendte så mange. Hun nød sin nye lejlighed. Fortsatte med besøg på skolen og hyggede sig med venner og naboer.

Her vil hun blive savnet, også fordi hun gjorde en forskel for de mennesker, hun mødte hun satte sig spor.

Personalet på Mejrup Skole

Holstebro