For nylig slog folketingsmedlem Kjeld Rahbæk Møller alarm over niveauet på de akademiske uddannelser. I månederne forud har en voldsom diskussion af niveauet i gymnasiet domineret medierne, samtidig med at endnu en international undersøgelse har vist, at danske børn læser dårligere end børnene i Sverige og Finland.

Nu mangler vi så blot, at der slås alarm over de danske børns funktionsniveau i børnehaverne. Men det sker ikke, af den simple grund, at uddannelsessystemet i den traditionelle danske bevidsthed ikke går længere ned end til skolesystemet. Derfor begynder uddannelsessystemets problemer altid her.

Lærerne har imidlertid for længst observeret, at spredningen blandt de børn, der begynder i 1. klasse, i de senere år er steget dramatisk, så man i dag regner med, at den nu er omkring fem år, hvilket vil sige, at de stærkeste elever fungerer som niårige og de svageste som fireårige.

Børnehaverne betragtes som nævnt ikke som en del af uddannelsessystemet, for her skal børnene have lov til at lege. At lege og at lære anses således for at være to forskellige ting: når man leger, lærer man ikke - og når man lærer, leger man ikke. De forskelle mellem børnene, som man tydeligt kan se allerede i børnehaven, anses for naturgivne. Man taler om forskelle i intelligens, et begreb, som ingen djævel er i stand til at definere, men som dog heldigvis har den praktiske egenskab, at den kan måles.

På denne måde hamrer det danske samfund nu ind i en forrygende dynamisk udvikling - styret af en ældgammel statisk menneskeopfattelse, der får de følgende hypoteser til at fremstå som uforståelige og komiske:

1. Det, man måler med intelligensprøver, er i betydelig grad udviklingskvaliteten i barnets to-tre første leveår.

2. Hvis barnet i en betydelig del af disse første leveår er blevet passet under institutionsforhold, vil dets neurologiske funktion være relativt ukompliceret.

3. Hvis transmissionstiden i hjernebarken er relativt langsom, kan man ikke lære meget komplicerede færdigheder.

4. Der findes ingen pædagogisk metode, der kan kompensere for det, hvis barnet ikke (endnu) har udviklet de nødvendige neurologiske forudsætninger, når det skal læse.

På tærskelen til et samfund, hvor det ufaglærte arbejde er forsvundet, og alle derfor skal have en længerevarende uddannelse, er en pasningsgaranti det glade vanvid: En garanti til forældrene for at kunne få deres børn opbevaret under så udviklingsfattige forhold, at den ender med at blive en garanti for, at de ikke har de nødvendige neurologiske forudsætninger, når de kommer i skole.

Danmark er på børneområdet det mest institutionaliserede land i verden, så der er intet overraskende i, at forfaldet i uddannelserne også begynder her. Intet andet samfund har vovet det, vi gør nu. Stopper vi det nu, kan vi glæde os over virkningen allerede om ti år:

Giv en udviklingsgaranti til børnene i stedet for en pasningsgaranti til forældrene!

Steen Larsen er lektor, dr.pæd. ved Danmarks Lærerhøjskole.