Anmeldelse

Lederuddannelse og demokrati

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 1951 blev Viborg Gymnastikhøjskole indviet. Forud var gået ti år med at samle opbakning til idéen og midler til dens realisering. Skolen markedsførte sig selv under overskriften ungdommens egen skole med reference til tidens interesse for ungdom, idræt og demokrati. Bagved lå en bekymring for manglen på delingsførere, som rundt omkring i landsognene kunne stå for både sjælens og kroppens dannelse.

Gymnastikken havde siden 1880'erne haft en vigtig plads i højskolelivet. Ikke som mål, men som middel til at hæve bondestandens anseelse og kropslige selvforståelse. Harmoniske kroppe spejlede harmoniske individer, gang og kropsholdning personligheden. Dette skete imidlertid ikke af sig selv i gymnastiksalen. Foredraget og de basale højskolefag skulle slå bro mellem det åndelige og det fysiske.

Viborg Gymnastikhøjskole byggede videre på traditionen, og ifølge Troels Rasmussens bog udgivet i anledning af skolens 50-års-jubilæum levede den nærmest usvækket indtil 1970'erne. I skolens karismatiske forstander Mads Nielsen forenedes højskolefaderens patriarkalske ledelsesstil med håndhævelsen af idealerne fra den svenske Ling-gymnastik. Nielsen var uddannet hos Niels Bukh på Ollerup, men i modsætning til Bukhs kraftbetonede, 'primitive' gymnastik blev vægten i Viborg lagt på det harmoniske og æstetiske inspireret af den finske gymnastikpædagog Elli Bjørksten. Hun var i Danmark særlig brugt på Snoghøj (pige)Gymnastikhøjskole.

Mads Nielsen gik af i 1968. På dette tidspunkt var delingsføreruddannelsen allerede fortid (ophørt i 1965) til fordel for kurser for konsulenter og instruktører. Tiden herefter fremviser en række konflikter, som relaterer sig til højskolens status som ungdomsuddannelse, men også til ændringer i kropsforståelse og kropsidealer, efter at ungdomsoprør og kvindebevægelsen havde 'sat kroppen fri'. I Viborg resulterede det i flere forstanderskift, krav om elevdemokrati, en pendlen mellem gymnastik og siden idræt på den ene side og de basale højskolefag og oplysningsprojektet på den anden - og i fremkomsten af en række mere eller mindre modeprægede forsøg på at gøre skolen attraktiv for de små ungdomsårgange; fra friluftsliv til idrætscross.

I alt dette fortonede debatten om ungdom, idræt og demokrati sig. For nutidens højskoleelever er det i prioriteret rækkefølge oplevelsen af socialt samvær, personlig dygtiggørelse, forberedelse til videregående udddannelse og lederuddannelse, som er de vigtigte begrundelser. Over 80 procent af de unge svarede i 1996, at højskoleopholdet ikke havde givet dem lyst til at involvere sig i andre samfundsområder (side 297-298).

Troels Rasmussens bog er en vidende og grundig redegørelse, især med vægt på den første forstandertid og på den - også for nutiden - vigtige diskussion om demokrati og opdragelse. Der trækkes fine linjer fra den samfundsmæssige debat og til arbejdet i gymnastikhuset, og heri ligger mange gode oplysninger om skift i kropsidealer inden for de sidste 50 år. Vi hører dog alt for sjældent elevernes stemmer. Det er forstanderne og den etablerede højskole- og gymnastikverden, som giver sig til kende.

Som udenforstående læser savner man først og fremmest en forkortelsesliste, en oversigt over elevtal, deres sociale baggrund, køn, alder, linjevalg med mere, en fortegnelse over kilder og anvendt litteratur, et register samt langt mere oplysende billedtekster. Det er muligt, at personer med indsigt i skolens historie ved, hvem og hvad der er på billederne. Vi andre gør ikke. Det kunne lyde pedantisk, men det gør en så indholdsmættet bog som denne svær at få det fulde udbytte af.

Powered by Labrador CMS