Debat

Gensyn med ulv

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg fik faktisk noget af et chok, da jeg kom til siderne 28-29 i Folkeskolen nummer 47. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg stirrede lige ind i den største årsag til lærernes prestigetab i halvfjerdserne og deraf følgende gennem alle årene til i dag lønditto. Den største og farligste ulv i fåreklæder gennem mit aktive arbejdsliv. Og hvor mange klæder gemmer han sig ikke bag, jeg nævner i flæng: Præst, foredragsholder, og ikke mindst af alt optræder ulven som medlem af Etisk Råd. Hvordan kan redaktionen glemme så hurtigt, men det skyldes jo netop ulvens Ole Lukøje-evner ikke ulig en vis Karla som 'The Sandman' i le Carre's spionverden i 'Smiley's People'. Asger Baunsbak-Jensen er ubetinget den arbejdsgiver, de facto, der har givet det største antal underordnede det største og mest effektive spark bagi for derefter at vaske sine hænder og søge nye græsgange. Han var alene skyld i, at hele den danske lærerstand blev udråbt til en flok 'rendestenspædagoger' (og det drejede sig om over 60.000 mennesker). Den tog Erhard Jakobsen til sig og udvidede til, at havde man taget en læreruddannelse og siden fået ansættelse i Danmarks Radio, var man automatisk en 'rød lejesvend'. Det oven i købet på et tidspunkt, hvor flertallet af lærerstanden stemte på Det Radikale Venstre til folketingsvalg, Baunsbak-Jensens eget parti. Han har aldrig gjort studier af akademisk karakter, men alle hans titler (fåreklæder) ligger folk under for. Det falder for her at minde om H.C. Andersens eventyr om kejserens nye klæder: Kejseren havde ikke noget tøj på. Og sådan er det med Baunsbak-Jensen bag alle titlerne: Der er ikke åndelig substans. Der er kun, hvad der er til fordel for Baunsbak-Jensen. Hvor langmodig skal man være med sin fjende, kan man diskutere, men her synes jeg, det bare er 'for meget'. Jeg glemmer aldrig det dolkestød i ryggen, hele den danske lærerstand fik af deres øverste overordnede, og det synes jeg heller ikke redaktionen af Folkeskolen skal.

Niels Ortved Jørgensen

pensioneret overlærer,

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hillerød

Powered by Labrador CMS