Jeg hørte før sommerferien et foredrag af forskningslektor Jan Kampmann. Han har i mine øjne et nuanceret syn på kønsrolledebatten i vore institutioner, et syn, som kan inspirere debatten om piger og drenge i skolen.

Jan Kampmann har lavet undersøgelser, der bekræfter - på trods af at kønnet i disse år er i beviselig forandring - at småbørn i deres adfærd og lege stadig lever op til de traditionelle mønstre: Piger leger overvejende rollelege i små lukkede grupper med relationen og rammerne om legen som omdrejningspunkt. Der tages afsæt i det velkendte (familien, personer, dyr).

Drenge leger overvejende rollelege i åbne, diffuse grupper, hvor det er funktionen, positionen, Batman, Zorro - det vil sige 'rollens' præstationer, der er det essentielle. Der tages afsæt i 'det fremmede' (helteroller, science fiction) og i markering af forskellighed og i 'overbud'.

Han tolker, at barnets afprøvning af de forkætrede kønsroller er et led i dets jagt på at få styr på, hvem det er. Det har i mange år været underkendt, men førskolebarnets søgen efter sin kønsidentitet er en af dets allervigtigste 'projekter' i denne udviklingsfase. Barnet foretager afprøvninger, hvor det på fantasiplanet drages mod ekstremerne; de outrerede kønsrollemønstre.

Han har erfaret at pædagoger, hvoraf flertallet er kvinder, nedmuntrer og brokker sig mere over drenge end piger. Men har samtidig iagttaget, at når pædagoger taler om deres drenge, er undertonen, at drenge er de sjoveste og de mest interessante. Pigerne er, som piger skal være: De er søde, gør, hvad der bliver sagt, hjælper med at rydde op og så videre. Men deres indbyrdes konflikter vil man helst ikke vide af. Og piger omtales ikke med den samme varme og med samme anerkendelse som den, der bliver drenge til del. Hvor de synlige drenge bliver 'genkendt' og accepteret, bliver de mindre synlige piger 'bortdømt' og negligeret, mener Jan Kampmann.

Regelsættet i de fleste børnehaver har i mange år været kønsneutralt eller 'kønsblindt', men i realiteten er 75-80 procent af reglerne møntet på drenge. En erkendelse af dette har ført til en yderligere favorisering af drenge, fordi fokus er blevet flyttet væk fra 'de forsagte og undertrykte' piger til de 'udskældte', kvindedominerede drenge. 'Tarzansyndromet' er over os. Dette mener Jan Kampmann er forfejlet. Man hjælper ikke drenge til at finde deres identitet ved regressivt at gribe til idealisering af en mandetype, der ikke repræsenterer kompleksiteten af det, mænd er i dag. Og i relation til kønsforholdet: Hvem vil være Jane? At drenge i deres egne afprøvningsprocesser er tiltrukket af forældede kønssterotypier, betyder ikke, at pædagogerne bør opmuntre og dyrke dette.

Tværtimod har drenge (og piger) brug for at få afprøvet flere og mere nuancerede kompetencer og roller, og dette foregår bedst i institutioner, hvor et personale udgøres af begge køn. Så både piger og drenge kan opleve, at mænd kan varetage omsorg og samtidig være spændende legepartnere; at mænd ikke er identiske med kvinder; at mænd for drenge kan komme til at fungere som nuancerede identifikationsmodeller.

Til det vil jeg sige: Holder det, at kvinder i dagens samfund tendentielt søger 'overensstemmelsen', og at vi oplever ubehag ved konflikter og ved forskellighed i højere grad end mænd gør, vil flere mænd i vore daginstitutioner være en god ting, men de skal være lige så velkvalificerede, som de kvindelige pædagoger!

Anne-Mette Kruse er lærer og kønsforsker.