Uformelle kontakter er nødvendige

Det er besværligt med, men umuligt uden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

1.100 sider med handling, hændelser og analyser på baggrund af 120 interview.

Det er, hvad arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen præsenterede i sidste uge med bogen 'Forligsmagerne', og Folkeskolen bragte samtidig en række high-lights fra bogens afsnit om Lærerpakken. Tilblivelsen følges fra de første overvejelser og forsigtige kontakter over 'ikke-eksisterende' møder frem mod de hårde officielle forhandlinger og slutresultatets underskrivelse fredag den 27. marts 1992.

Her var der bestemt ikke tale om fagforstening. Da det gik op for DLF's politiske ledelse med den daværende formand, Martin Rømer, i spidsen, at tjenestemandssystemet for alvor var under pres, da man så, at nedgangen i børnetallet kunne betyde tusindvis af lærerfyringer, og da problemerne med tre arbejdsgivere efterhånden spidsede til, lagde Martin Rømer en plan sammen med sekretariatscheferne i DLF og Lærernes Centralorganisation, Hans Ole Frostholm og Max Haugaard Nielsen. Lærerforeningen skulle forhandle, mens der var noget at handle med. Hvis lærerne skulle kommunaliseres, måtte det ikke ske som lovdiktat; foreningen skulle have indflydelse på vilkårene. Hvis fremtidens lærere blev ansat på overenskomst, skulle det ske på bedre betingelser og med en bedre pensionsordning end de hidtil kendte på det kommunale område. Og så ville man undgå, at nye regler for lærernes arbejdstid blev ensidigt fastsat af arbejdsgiverne. For næsten alt i verden ville man også undgå, at Bertel Haarder fik opfyldt sit krav om fuld tilstedeværelse og forhindre, at rumlerierne om 220 skoledage i stedet for 200 skoledage blev til virkelighed. Ideen var, at det som man i Finansministeriet kalder 'rationaliseringsgevinsten', ikke skulle fordeles efter ministeriets sædvanlige nøgle med 90 procent til arbejdsgiverne og ti til de ansatte. DLF's forhandlere gik ambitiøst efter at hente hele gevinsten til foreningens medlemmer. Due og Madsen viser, at det var tæt på at lykkes. I hemmelige forhandlinger med Kommunernes Landsforening fik man faktisk tilsagn om, at 'gevinsten' skulle tilfalde lærerne 100 procent!

Men så godt gik det ikke. For finansminister Henning Dyremose (det Konservative Folkeparti) stak en kæp i hjulet og lod sig først år senere hive fra ti til 60 procent.

At forhandlingerne undervejs i forløbet gik endda særdeles trægt, fordi foreningens embedsmænd af arbejdsgiverne flere gange blev beskyldt for at gå unødigt i detaljer, tjener dem kun til ære. Beskyldningen gik på, at DLF og Lærernes Centralorganisation hele tiden forlangte, at hver eneste sætning skulle vendes og drejes, så man bagefter kunne undgå uenighed om, hvordan en eventuel aftale skulle fortolkes. Den slags var ikke noget for Kommunernes Landsforenings formand og finansministeren.

Historien viser, at lærernes forhandlere kun havde alt for ret.

En af bogens hovedpointer er, at det i høj grad er de uformelle relationer, der afgør, om der kan laves et godt forlig. Om lærerpakke, overenskomster og alt andet. Det er et tabuemne, og bogen afslører en række af aftalesystemets svagheder. Hvis de kommunalt ansattes forhandlere skal kunne opnå resultater - som medlemmerne vil sige ja til ved urafstemninger - så må alle indse, at arbejdsgiverne for alvor er begyndt at stille modkrav. Det, som de faglige organisationers politikere og forhandlingsteknikere kan komme hjem med, kan altså ikke kun vurderes i forhold til en procentvis opfyldelse af medlemmernes krav. Man må også vurdere det i forhold til modpartens krav, på retningen, på perspektivet i et forlig. Og som en delmængde af et samlet forlig for alle lønmodtagere på området.

Jesper Dues og Jørgen Steen Madsens bog er ikke tung læsning - den er tværtimod letlæst, og det er i sig selv en præstation om et så vanskeligt emne som fem overenskomstforløb. Men bogens afgørende kvalitet er nok, at den både viser svagheder og styrker. Hvis kontakterne om Lærerpakken ikke havde været så tætte, var man aldrig kommet igennem med et resultat. Og så ville ændringerne være kommet snigende som forringelser eller som lovindgreb og diktater på arbejdsgivernes præmisser. Med lavere overenskomstpensioner, med lavere lønninger og enten med mere bureaukrati eller med fuld tilstedeværelsespligt på skolen!

Et af systemets åbenlyse svagheder, som beskrives, er, at DLF's formand følte sig tvunget til meget længe at holde kæft over for hovedstyrelsen og det øvrige bagland i foreningen; den slags giver et alvorligt demokratiproblem. Men bogen sandsynliggør, at intet ville have kunnet lykkes, hvis Martin Rømer havde meldt tidligere ud. Så ville Kommunernes Landsforening og Finansministeriet have kørt klatten. Sammen!

Det er besværligt med uformelle kontakter, men det er umuligt uden, er én af Dues og Madsens vigtige konklusioner.

Der er brug for dygtige forligsmagere. Og en forligsmager skal være nærmest perfekt. Både som håndværker og tryllekunstner. Ellers kommer der ikke noget brugbart forlig. Men han må ikke samtidig være spilop- eller fidusmager, for så tror hverken modparten eller dem, han repræsenterer, på ham.

Hele det offentlige organisations- og aftalesystem er inde i en periode med alvorlige kriser, og forfatterne spørger - i bogen og i et interview her i bladet i sidste uge - om et system, som er så meget i splid med sig selv, kan løse de kommende års vanskelige opgaver.

Kan man skabe et forhandlingssystem, som kan klare problemerne, så dem, de repræsenterer, forstår forhandlings- og forligsvilkårene? Kan man udvikle en repræsentationsform, som påén gang er demokratisk og har styrke til at handle og forhandle? Hvilken slags åbenhed kan der skabes om noget, som nødvendigvis må foregå bag lukkede døre?

Svarene på de spørgsmål er af fundamental betydning for fagbevægelsen.

Powered by Labrador CMS