Thisted: Succes med tidlig ansættelse

Thisted Kommune har succes med en ny praksis, der går ud på at ansætte lærere en måned tidligere end man hidtil har gjort. Kommunen har fået 71 ansøgninger til 20 lærerjob.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til de 20 stillinger som kommunens 15 folkeskoler slog op i april måned, har der været 71 ansøgere. Heraf har langt hovedparten en læreruddannelse.

"Vi er tidligt ude med et godt tilbud", siger skoledirektør Palle Holm siger til DR Midt & Vest. "Ved at ansætte de nye lærere den 1. juli i stedet for den 1. august giver vi dem noget ekstra tid til at sætte sig ind i skolens undervisningsmaterialer, til at møde deres nye kolleger i deres nye team og til at være med i fagfordelingen".

Også skoler i andre midt- og vestjyske kommuner har i år fået mange kvalificerede ansøgninger til lærerstillinger.

Forklaringen må ifølge fuldmægtig Mikkel Haarder, Kommunernes Landsforening, være, at kommunerne er gode til at holde situationen under kontrol og til at annoncere og reklamere for deres skolevæsen.

Det ændrer dog ikke ved, at der ifølge KL mangler 1500 lærere på landsplan. Et tal der ventes at stige til 3500 i løbet af fire år.

Powered by Labrador CMS