Denne bog skal angiveligt give læseren perspektiver på skole, samfund og lærerarbejde. Og den beskriver de rammer, strukturer og mekanismer, der omgiver skolen.

På bagsiden står der, at den også '. . . opstiller alternative udviklingsretninger, modstrategier m.m.'. Men på forlaget har man streget ordene over med en tyk, sort tusch! Det mere end antyder, at det nok er gået vel stærkt med at få bogen udsendt. Det samme kan man desværre også sige, at dele af forfatterens tekst antyder. Sproget et ofte upræcist. For eksempel står der efter omtalen af projektopgaven: 'Der kan endvidere udarbejdes en selvvalgt opgave, hvor der kan gives udtalelse eller karakter' (min kursivering). Men sådan er reglen for projektopgaven også, det får man ikke at vide.

Og så indeholder bogen en lang række irriterende (små)fejl. Ja, hele afsnittet om folkeskoleloven er så upræcist, at man ikke fatter, at teksten har kunnet slippe igennem forlagets kvalitetskontrol. For eksempel veksler afsnittets tekst mellem nutid og datid, og det gør det særdeles uklart, hvem der mente hvad ved lovens vedtagelse, og hvem der nu mener hvad. Nej. Prøver og eksaminer er ikke det samme, som det frejdigt hævdes. Nej. Et lovnummer angiver ikke vedtagelsesåret, som der står. Ja. Tidligere tog det mange år at lave en ny skolelov. Men nej, det tog ikke mange år at vedtage 1993-loven.

At beslutningstagerne 'svarede igen med at lancere begreberne kvalitet og bench-marking', fordi der siden 1994 har været ført 'nærmest stillingskrig' mellem lærere og beslutningstagere, er en gang ahistorisk vrøvl. At DLF, 'med et par mindre forbehold', skulle have tilsuttet sig ideen om helhedsskolen, som forfatteren hævder, vil nok overraske både DLF's hovedstyrelse og en hel del medlemmer. Ny Løn 'bliver nok en realitet' i 2002, står der. Forkert igen. Det er indført. Og så videre.

Bogens hovedsigte er at give en forståelse af skole, lærerarbejde og samfund som politiske projekter - altså noget, der kunne eller kan gøres anderledes. Forfatteren, Henrik Windinge, hævder, at den igangværende omstillingsproces 'fremstilles som den eneste rigtige og nødvendige - altså som afpolitiserede sandheder'. Det kan der være en del om. Windinge har også fat i nogle gode eksempler. Men de foldes ikke ud, så læseren selv kan opbygge en forståelse. Eksemplerne præsenteres ofte som påstande pakket ind i nærmest leksikale beskrivelser, og så vedhæftes en ideologisk, ubegrundet vurdering, for eksempel: '. . . kort sagt en langsom demontering af velfærdsstaten'. Eller: 'Ansvarsforflygtigelse kaldes det'.

Det er korrekt, at OECD's mange undersøgelser har stor indflydelse på den (danske) skolepolitiske diskussion og politik. Men det er forkert i en parentetisk sidebemærkning at gøre OECD's rapporter til grundlaget for dansk skole- og uddannelsespolitik.

I dag bliver forsøgs- og udviklingsarbejder ikke længere sat i gang af ildsjæle, der vil udvikle sig selv og skolen, skriver Windinge. Nu drejer det sig om at profilere skolen udadtil - og navnlig opadtil! Det samme igen og igen: der generaliseres så kraftigt, at konklusioner bliver forkerte eller i hvert fald ofte upræcise og misvisende.

Hårdtpumpede påstande, som bogen er fyldt med, kan man komme med i en diskussion, hvor deltagerne er til stede, så der kan stilles spørgsmål og svares. Det dur ikke i en bog, der intenderer at ville give læseren forståelse. Hvis forfatteren derimod havde stillet skarpt på nogle af 'beslutningstagernes' intentioner og så derefter set på, hvordan beslutningerne rent faktisk virker, så ville også den forudsætningsløse læser have haft en chance for at tænke med og for at diskutere med teksten og forfatteren - og for at forstå de voldsomme forandringsprocesser, som skolen er ude i. I seminariefaget 'Skolen i Samfundet' med få timer tidligt i studiet vil bogen mere virke vildledende end perspektiverende.