Arme menneske i krig

I denne præcise blanding af alvor og humor, fortælles den evig gyldige historie om krigens rædsler og konsekvenser for mennesket. Det ukuelige menneske, der trods gru, død og savn - søger livet og lykken.

Med harmonikaen som den stemningsbærende røde tråd, føres vi igennem Artibus Teatrets nye forestilling: Arme Anton. Vi er i den lille restaurant, hvor Masja og hendes mor -Mama - er i køkkenet. Masja laver mad, Mama serverer.

Anton spiller musik. Tonerne i musikken og spillet har en centraleuropæisk og melankolsk lyd.

Hele stykket foregår på gramelot - et vrøvlesprog blandet af ord fra øst og vest. Det er fuldt forståeligt, og samtidig en understregning af spillet. Når man bruger sådan et sprog, kan man ikke stå med armene over kors og forklare en hel masse. Kropssproget - mimikken skal gøre det. Og det gør den i Arme Anton. I et tæt og smukt samspil fører de tre skuespillere os igennem historien.

En historie om fred og krig, fortalt poetisk med fine scenografiske billeder, tilsat klovnesjælens morsom-tragiske melankoli: Mama er en fyrig og brysk opdrager fuld af kærlighed. Mama´s mand, Masja´s far - er væk. Han er soldat. Anton, med det lidt mutte drenge-udtryk, lyser pludselig scenen op i et grin over hunden, der stjæler kager - han er stadig et barn. Anton og Masja opdager kærligheden og hinanden, men håndfast afbrydes de i et næsten-kys af Mama.

Krigen bryder ud - Anton indkaldes. Soldaterne hærger. Masja og Mama flygter. Minderne vælter frem under nedpakningen. Masja må nedlægge strutskørtet, og formumme sig i drengetøj. I en smukt koreograferet march hen ad vejen bevæger spillerne handlingen væk fra restauranten - ud på vejene.

Lagene i spillet er konstante - de alvorlige, de morsomme og de melankolske - som træk i den enkelte karakter og som tone i stykket. Det har den virkning, at karaktererne bevæger sig igennem stykket som helstøbte scene-figurer. Det kræver sin skuespiller og sikker hånd i instruktionen. Men Artibus-ensemblet formår dette.

På den anden side af krigen, genforenes de overlevende i restauranten. Men de er ikke de samme. Krigen har givet dem et smertelig tab. Krigen har vist børnene - Anton og Masja - gru og rædsel. De har svært ved at tø op. I et smukt billede (det skal ses) forener og forsoner Mama de to unge. Livet skal gå videre.

Nick Bruun