Højskolebladet har netop trykt en fremragende kronik af Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole, Peter Bjerregaard, tidl. lærer på Grundtvigs Højskole, Simon Dorph Nørgaard, underviser på Rødding Højskole, og Lawand Hiwa Namo, tidl. elev på Rødding Højskole.

Kronikken har også relevans for lærere i folkeskolen, vil jeg mene.

Kronikken kommer på nuanceret vis ind på mange forskellige aspekter af de antidemokratiske strømninger, som findes i klasselokalerne her i Danmark, og den fortjener at blive læst og diskuteret i sin helhed. Men her kommer et uddrag vedrørende mit eget interesseområde, nemlig Muhammed-tegningerne:

"Debatten, der opstod i kølvandet på Samuel Patys død i oktober, afslørede blandt andet, hvor eftergivent et forhold mange undervisere har til de idealer, som vel var årsagen til, at de blev lærere til at begynde med. De principielle overvejelser om vigtigheden af personlig myndighed og en høj grad af ytringsfrihed synes erstattet af pragmatiske overvejelser om risikoen for vold.

Det er nok de færreste, der ville turde at vise Muhammed-tegningerne i et ghetto-område på grund af truslen om vold. I de områder lader det til, at kampen for et frit og åbent samfund er tabt. I hvert fald for en stund. Og det er om noget at svigte den mindste minoritet i minoriteten: Ghettoens børn. Tænk hvis vi som samfund ikke tør udstyre disse børn med samme kritiske sans og undervisning som resten af landets børn. Af frygt for konsekvenser fra forældrenes side.

Men værre er det, når lærere i en misforstået høflighed undlader at vise Muhammed-tegningerne.

Hvis en person eksempelvis argumenterer for, at jorden er flad, vil de fleste nok undlade at bruge for meget tid på personen. For det første tænker personen sandsynligvis ikke særligt godt, og hvad der er rigtigt for mig, behøver alligevel ikke at være rigtigt for ham eller hende. Men det er præcis den slags indvendinger, der forlænger levetiden for religiøse tabuer og sløv tænkning. Hvad værre er, er det også er et ekstremt usympatisk synspunkt.

Der er næppe en eneste højskolelærer, der nogensinde ville nogensinde sige: “Jamen, det skal du da være velkommen til at tro,” hvis ens elev hævdede, at jorden er flad. Tværtimod. Og årsagen til, at vi ville forsøge at få eleven på bedre tanker, er, at vi holder af vores elever. Ligesom vi holder af lærergerningen. Ud over praktiske hensyn er der ingen gode grunde til, at vi ikke udvider denne cirkel af empati til også at inkludere dem, vi dagligt kommer i kontakt med. I kærlighed til vores medmennesker.

Desværre er en af de store barrierer for at udvide denne empatiens cirkel, at det i visse grupper stadig er fashionabelt at organisere verden efter religiøst tilhørsforhold. F.eks. blandt kristne, jøder og muslimer. Den underliggende præmis hos mange af disse grupper synes at være, at de identificerer sig med en underkategori af menneskeheden frem for med hele menneskeheden.

Som højskolebevægelse kan vi naturligvis ikke tolerere sådanne separatistiske særkrav. Vi kan ikke tillade kulturelle særregler, der f.eks. ikke giver kvinder samme rettigheder som mænd, heller ikke hvis man kan finde religiøst belæg for forskelsbehandlingen. Vores opgave er heller ikke at skærme eleverne fra religions- og magtkritik, selv hvis kritikken kan virke provokerende. Det gør kritik jo ofte."

Læs hele kronikken her (den er ikke bag betalingsmur): https://www.hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/feb/vi-bliver-dummere-naar-de-radikale-dele-af-identitetspolitikken-slaar-rod-i-klasselokalerne/