”Jeg har aldrig i mit liv prøvet at blive slået før. Han truede med, at han ville smadre mig. Jeg fik sparket hammeren væk, og råbt til de andre elever, at de skulle hente hjælp”, fortæller Malene.

Stor opbakning fra ledelsen efter hårdt slag i maven

En uheldig sammenblanding af en hammer og en temperamentsfuld dreng gjorde, at lærer Malene blev slået i maven og følte sig truet. Ledelsens opbakning og hurtige hjælp har betydet, at Malene har undgået mén efter hændelsen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Malene har gårdvagt og går rundt på skolen, da hun ser, at et par af de små elever har fundet en hammer i busken og løber rundt med den. Hun går hen og tager hammeren, men hun ved ikke, hvor hun skal lægge den, så hun bærer den i hånden under frikvarteret. Pludselig hører hun en grædende pige. Pigen er i slåskamp med en dreng. Malene går hen og griber fat i drengen og hiver ham væk fra pigen. Hun tager ham med ud på gangen, så der ikke er publikum til optrinnet. Drengen vil løbe væk, og for at forhindre det lægger Malene hammeren på et bord og holder fast i ham. Pludselig slår han hende hårdt i maven og rækker ud efter hammeren på bordet.

"Jeg har aldrig i mit liv prøvet at blive slået før. Han truede med, at han ville smadre mig. Jeg fik sparket hammeren væk, og råbt til de andre elever, at de skulle hente hjælp", fortæller Malene.

Hun kender godt drengen og ved, at han normalt er en sød og rolig dreng, men at han nogle gange har svært ved at styre sit temperament, når han bliver presset.

Forsinket reaktion Skolelederen og en lærer kommer og får beroliget drengen. Malene går op til 5. klasse for at undervise.

"Først troede jeg bare, at alt var helt ok. Jeg hængte min jakke op. Og skulle til at gå i gang, men så begyndte jeg at ryste. Så begyndte jeg at græde og gik ud af klassen, og sagde til en kollega, at han måtte tage over". Malene sætter sig ind i et tomt klasseværelse. Kollegaen sætter klassen i gang og kommer hen til hende og spørger, hvordan det går. Hun fortæller ham hele historien, og han spørger, om han må sige det til lederen. Lidt efter kommer skolelederen.   "Det var lidt pinligt at sidde og græde - det er jo ikke noget, man plejer", siger Malene. Skolelederen spørger, om hun har brug for noget hjælp. De aftalte også, at han ville fortælle om optrinnet på lærerværelset.

"Det var rart, at folk spurgte ind til det, og vi fik snakket om det".

Ingen mén Næste morgen kommer skolelederen igen og spørger, hvordan Malene har det. Og sikkerhedsrepræsentanten kommer og spørger, om hun vil anmelde det. Malene er lidt nervøs ved at skulle møde drengen igen. Men da hun går ned ad gangen, kommer han løbende mod hende.   "Han sagde, at han rigtig gerne ville sige undskyld til mig. Jeg sagde også, at jeg var ked af, at jeg havde taget fat i ham. Jeg skulle nok lade ham være løbet. Vi fik talt om det sammen. Det var godt at møde ham ret hurtigt. Det var meget afvæbnende for os begge at få sagt undskyld - det var smadder rart".

Malene er kommet igennem episoden uden nogle former for mén. Og det mener hun er på grund af den store opbakning fra ledelse og kolleger.   "Jeg har tænkt på det nogle gange. En anden gang, vil jeg lade barnet løbe. Men jeg har overhovedet ingen problemer med det. Jeg har en rigtig god arbejdsplads". 

Malene er ikke lærerens rigtige navn. Redaktionen er bekendt med lærerens rigtige navn.