'Nok har jeg altid overvejet mit lærerarbejde, men det her fremskyndede helt klart beslutningen om at finde noget andet', siger Asger Sylvest Pedersen

Lærer forlader folkeskolen på grund af reformen

Da klokken fredag ringede ud efter sidste time, varslede den også afslutningen på Asger Sylvest Pedersens ansættelse på specialskolen Rolighedsskolen i Thisted. Den nu tidligere lærer og forhenværende lokalformand for Socialdemokraterne har sagt op i protest mod den nye folkeskolereform.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er tydeligt, at der i reformen er lagt vægt på at få målbare resultater i de nationale test. Der er slet ikke fokus på eleverne som mennesker".

Det er således med Asger Sylvest Pedersens egne ord 'menneskesynet' i regeringens nye folkeskolereform, der får ham til at trække stikket og søge væk fra skolen.

"Hvis formålet med reformen var, at eleverne kunne komme med det, de har, blive mødt som dem, de er, og skolen skulle hjælpe dem med at realisere deres potentiale, så havde jeg helt sikkert stadig været lærer", siger han. 

Farvel til Ny Nordisk Skole

Den rutinerede speciallærer mener, at der med reformen er lagt op til en top- og resultatstyring af skolen, der ligger meget langt fra de signaler, Christine Antorini sendte, da hun indtog Undervisningsministeriet.

"Vi var mange, der jublede, da Antorini begyndte at snakke om Ny Nordisk Skole og at tingene skulle gro fra bunden af. Men det er gået den helt anden vej", siger Asger Sylvest Pedersen.

"Og så valgte man med lockouten i foråret at tromle dem ned, som skal stå i frontlinjen. Det kunne jeg mærke gjorde et eller andet ved mig".

Derfor afleverede Asger Sylvest Pedersen den 1. oktober sin opsigelse på Rolighedsskolen i Thisted og forlod den 30. november sit job inden for den vidtgående specialundervisning, der ellers har dannet ramme om hans arbejdsliv de seneste 12 år.

Oprør mod skolereformen - nu

Svært at bygge relationer

Her har han følt, at han har haft tiden og resurserne til at opbygge den relation til eleverne, som han ser som afgørende for, at man kan lykkes med undervisning.

"Også inden for den vidtgående specialundervisning mærker vi, at folkeskolereformen lægger op til, at vi skal 'normaliseres', som man ynder at kalde det. I folkeskolen har man hele tiden haft svært ved at opbygge relationer - og nu bliver det kun sværere", mener Asger Sylvest Pedersen.

Han havde ikke job på hånden, da han lagde sin opsigelse, men har senere fået job på et socialpædagogisk værested. Det er ikke det første brud med folkeskolen for læreren, der blev udklækket fra seminariet i 1988. Han har også en uddannelse til teknisk assistent og har været ude i den tekniske branche, men er senere vendt tilbage til lærerfaget.

"Den eneste stabile periode i mit arbejdsliv har været de seneste 12 år i den vidtgående specialundervisning. Det har været meget livsbekræftende. Men nu er det slut", siger han.

"Nok har jeg altid overvejet mit lærerarbejde, men det her fremskyndede helt klart beslutningen om at finde noget andet".

Politisk hjemløs

Ud over et farvel til jobbet som lærer betyder forårets lockout og folkeskolereformen også et farvel til det lokalpolitiske arbede som formand for den lokale forening af Socialdemokraterne i Thisted.

"Jeg er meget lidt stolt af, at det er en socialdemokratisk undervisningsminister, der har gennemført det her, så jeg har forladt min formandspost", siger han.

Asger Sylvest Pedersen føler sig derfor "politisk hjemløs" efter mange år som overbevist og engageret socialdemokrat.

"Som det ser ud nu, er der kun ét parti, der har nogle politiske visioner med den politik, de fører, og ikke bare går op i konkurrencestat. Det kan da godt være, at jeg ender i Enhedslisten på et tidspunkt", siger han.