Kronik

Undervisning 
– mellem håndværk og kunst

Om hvordan man som lærer kan genskabe respekten for lærerarbejdet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Undervisning mellem håndværk og kunst« hedder den bog, vi netop har fået udgivet. Og vi mener, at titlen præcis fanger essensen af, hvad det er, man skal kunne, når man påtager sig opgaven med at lave skole.

Vi er begge læreruddannede og var stolte som ind i helvede, da vi dimitterede. Vi syntes, vi kom ud til en praksis, som nød respekt og var meningsfuld. Siden er der til vores sorg blevet slidt en del på renommeet. Vi skrev bogen for at bidrage til at reformulere, genetablere og -installere respekten for lærerarbejdet.

Pejlepunkter for arbejdet med bogen var spørgsmålet: Hvad er det, der bestemmer kvalitet i undervisning? Svaret gives ved at præcisere håndværksdelen som den nødvendige basis med mulighed for at sublimgøre til kunstnerisk udførelse - og ved at analysere på, hvordan dannelse og curriculum kan spille frugtbart sammen.

Man kan opstille et hierarki over undervisning udført af en lærer, som er henholdsvis:

1. Reflekterende praktiker

2. Håndværkspraktiker

3. Instrumentel praktiker.

Naturligvis bryder denne forenkling lynhurtigt sammen. Man kan ikke tænke en god håndværkspræstation uden en eller anden form for refleksion. Tredelingen fanger dog noget vigtigt om forskellene.

Begynder vi ovenfra, har vi her idealet af den gode lærer. Den reflekterende praktiker, som er i stand til: Fagdidaktisk at omsætte videnskabsfag og aktuel relevant samfundsmæssig og videnskabelig kundskab til undervisning, så den tilpasset bestemte elevforudsætninger og kontekst bliver faciliterende ramme om passende udfordrende undervisning. Den reflekterende praktiker er i stand til teoretisk begrundet og med præcise fagbegreber at analysere undervisningsforløb med henblik på løbende at forholde sig til og justere undervisningen.

På niveauet under har vi håndværkspraktikeren, som er i stand til: At kunne tilpasse undervisningskoncepter eller lærebogsmateriale til egne elevers forudsætninger og den kontekst, undervisningen foregår i, og på dette grundlag planlægge, forestå og evaluere undervisning.

På det laveste niveau har vi læreren, som alene kan følge en opskrift, en lærervejledning eller forskrift. Den »instrumentelle praktiker«.

De to sidst beskrevne grupper kan under de rigtige forhold forestå undervisning, som lever op til gode standarder og kvalitet. For den sidste gruppes vedkommende kræver det dog, at det sker under supervision af mindst en habil »håndværkspraktiker«.

Kunst kræver lærerpersonlighed

Vi vil hævde, at forudsætningen for selvstændigt at forestå kvalitetsbetinget undervisning er håndværksmæssige kompetencer. Yderligere kan man tilføje, at den består af lydhør styring. Altså empatisk kommunikationskompetence til forhandling med elever og et stort og hurtigt aktualiserbart arsenal af metoder, måder at organisere på og procedurer for flow i undervisning.

Men vi kan også se, at den reflekterende praktikers niveau ikke i sig selv bliver til kunst. Det sker først, når dette niveau integreres i den nysgerrige, mulighedsåbnende lærerpersonlighed. Kort bestemt er det den voksne personlighed, som magter at holde andres afmagt ud uden selv at blive afmægtig af det og derfor er i stand til at sætte sig selv i parentes i empatisk faglig udfordringsopmærksomhed over for eleven eller eleverne.

Den professionelle lærerpersonlighed er ikke en superkvinde eller -mand, der 100 procent kan det hele. Det professionelle består i, at man har taget livtag med sine egne svagheder, så de ikke forstyrrer undervisningen, så de ikke besværliggør elevernes læreproces.

I denne overskudsposition, hvor formålet er portåbning til faglige og andre interessante verdener, og hvor udfordringer og støtte forhandles lydhørt og produktivt for elevens fremskridt, får det karakter af kunst. Det er kunsten at skabe øjeblikke, hvor den første antagelse om sammenhæng går op for eleven, og nye perspektiver ruller sig ud.

Klarhed eller dannelse

I de senere år har den danske folkeskole været igennem en udvikling, hvor læringsmålstyring og effektivisering af feedback har været centrale elementer inspireret af mere curriculumbaserede undervisningssystemer. Denne orientering er hjælpsom for klarhed, i forhold til hvad det er, man foretager sig i undervisning. Der spørges tydeligt til mål, og der kræves så klare læringsmål, at selv eleverne skal være i stand til at identificere dem, når de er nået. Der er også megen fokus på, hvordan man effektivt evaluerer. Klarhed er godt for lærere og elever, så det har været et løft at få kastet lyset ind fra denne vinkel.

Dansk skoletradition har i høj grad været præget af en dannelsestænkning, hvor fokus har været rettet mod at personliggøre og at integrere det faglige i en sammenhængende fortælling om mening, som gør det muligt at navigere som selvstændig demokratisk borger. Målene i en dannelsesorienteret undervisning er dermed mindre klart identificer- og evaluerbare.

Curriculum skaber klarhed i forhold til mål og evaluering uden at levne særlig megen plads til den personlige dannelsesdimension, mens dannelsestænkning i undervisning ofte er uklar på målopfyldelse og evalueringer.

I tiden er der, som så ofte når der sker pædagogiske udviklinger, en tendens til at overgøre det nye. Nogle steder ser vi derfor forsøg på at udvide kravene om klarhed til fagområder som litteraturfortolkning og kunstforståelse, hvis formål ikke meningsfuldt kan brydes ned i læringsmål, uden at sammenhængen forstyrres så meget, at det nærmer sig sort snak. Øvelsen med at præcisere sine mål er imidlertid rigtig god, men forestillingen om, at det kan gøres med den brede pensel, vil let komme til at forfølge instrumentelle mål, hvor eleverne lærer noget, som ikke giver mening og ikke kan bruges til meget.

Kunsten i undervisningen er her at bygge bro mellem klarificerende læringsmålsætninger, effektiv feedback og sammenhængsforståelse samt personlig integrering af stoffet. Det kræver et overskud af nysgerrighed og nyorientering, i forhold til hvordan denne proces kan forvaltes, så udbyttet bliver optimalt - både for elevens opnåelse af de faglige mål og for dannelse til aktivt medborgerskab.

Bjerresgaard, H. og M. Hermansen: »Undervisning mellem håndværk og kunst«, Samfundslitteratur (2016).


Powered by Labrador CMS