Blog

»Hvad er der blevet af lærerne?«

En betragtning over en kritikerkulturs undergang

Publiceret Senest opdateret

Karsten Bräuner

Tidligere folkeskolelærer og tillidsrepræsentant ved Klarup Skole, Aalborg Kommune. Aktiv debattør, især i forbindelse med indførelsen af elevplaner og folkeskolereformen. Linjefagsuddannet i historie, kristendomskundskab og tysk. Er tillige uddannet journalist.

En af mine gode bekendte er debatredaktør på en regionalavis. Han har flere gange spurgt mig: »Hvad er der blevet af lærerne?«

Han forklarer spørgsmålet med, at før folkeskolereformen i 2013 var lærerne en af de grupper, der skrev mange debatindlæg. Om folkeskolen. Om politik i almindelighed. Om samfundsforhold. Om kultur. De var kritiske med- og modtænkere til det, der foregik.

I dag er der langt mellem de debatindlæg, han modtager fra lærere – og folkeskolen skriver de så at sige aldrig om.

Hvis man tager hans iagttagelse for gode varer, hvad er så årsagen til denne ændring? Jeg er ikke i tvivl.

Først blev lærerne banket noget så grusomt på plads med folkeskolekonflikten og Lov nr. 409, derefter trak Danmarks Lærerforening tænderne ud på sig selv og sine medlemmer ved at omdefinere KL fra at være »dem på den anden side« til at være »på samme side« som lærerne. I Sammen om skolen eksisterer der ingen »modstander«, for vi arbejder alle på at gøre folkeskolen bedre.

At tale samarbejdet imod er det samme som at undergrave DLF og røvrende sine kolleger. Man tier i loyal, men naiv tiltro til, at DLF og KL kan blive enige om det i samdrægtighed, som lærerne ikke kan opnå gennem kamp; kamp eksisterer ikke længere i værktøjskassen.

Dette er naivt. Selvfølgelig kan DLF og KL blive enige om noget, men ikke om det, der virkelig betyder noget for lærerne, det, der virkelig koster resurser at gennemføre, det, som KL under ingen omstændigheder vil være med til og kun kan tvinges til. Men DLF har opgivet at tvinge KL til noget som helst.

Hvilken magt har DLF da også til det? vil nogen indvende. Magt er mange ting, og DLF har ingen nominel magt til at tvinge KL. Men magt er også det at have ret, at have sandheden og retfærdigheden på sin side, sandheden om at være blevet trådt under fode i et gangsteragtigt politisk korstog, der tilsidesatte såvel Forvaltningsloven som almindelige demokratiske spilleregler. Bødlen kan tage meget fra offeret, men ikke offerets selvrespekt og den magt, det giver ikke at føje sig.

Denne selvrespekt kunne DLF eksponere, kunne den enkelte lærer bære med sig og give udtryk for i den offentlige debat, når lejligheden bød sig, eller når det lykkedes at skabe lejligheden selv. Men DLF er tavs, lærerne er tavse, selvrespekten viger tilbage fra at sætte sig selv igennem. Men en selvrespekt, der ikke manifesterer sig selv, er ikke selvrespekt, den er frygtsom og konfliktsky underdanighed.

Så vidt er det kommet med DLF og lærerstanden.