Bl.a. professionshøjskolerne protesterer over, at der er lagt op til, at penge til markedsføring af uddannelser skal medfinansiere politiforliget.

Uddannelser protesterer: Skal medfinansiere politiforlig

Penge til markedsføring af bl.a. gymnasier, erhvervsskoler og videregående uddannelser skal fremover bruges til at finansiere den udvidelse af politiet, som regeringen har spillet ud med. Det får nu en række uddannelsesorganisationer til at protestere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi skal vælge imellem at skrotte for eksempel åbent hus-arrangementer, hvor de unge kan blive kloge på de valg, de står overfor, online rådgivning på chat, som har hjulpet mange i coronatiden eller de mange andre aktiviteter, som er med til at sikre, at de unge rammer rigtigt med deres valg, og at vi kan uddanne de dimittender, som samfundet har brug for", lyderdet  i en pressemeddelelse fra bl.a. Danske Professionshøjskoler, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

"Vi har ikke været inddraget i, hvordan tallene for besparelserne er regnet ud, altså hvordan regeringen når frem til, at vi uden videre kan spare så store beløb. Vi har tidligere gransket det, regeringen kalder markedsføringsudgifter. Dengang dækkede det over udgifter til helt almindelig drift af information til studerende og elever, vedligeholdelse af hjemmesider og anden nødvendig drift, som skal fungere på en moderne uddannelsesinstitution", fortæller de i pressemeddelelsen.

Regeringen har budgetteret med, at uddannelserne skal aflevere 100 mio. kr. næste år og 150 mio. kr. om året de følgende år til medfinansiering af politiforliget.