Appelsinpigen

Et brev fra fortiden lyder som en forslidt krimikliche. Men for femtenårige Georg er det virkeligt nok. Hans dødsmærkede far skrev en lang beretning til sin søn, og brevet er nu dukket op mange år senere. Brevet handler ikke om banaliteter. Det forholder sig til selve livets mening. Om hvorvidt det er umagen værd at forholde sig til sit liv, der er mindre end en bagatel i forhold til universets skabelseshistorie. Især når man som faderen må erkende kræftens sejr, netop som det lykkelige liv var etableret. Georg læser sig igennem brevet til svær erkendelse og vigtige beslutninger. For faderens brev er jo hans personlige skabelsesberetning. Ved en ubegribelig tilfældighed støder faderen som nittenårig bogstavelig talt sammen med en pige i sporvognen. Det er Big Bang ved første øjekast, og pigens store posefuld appelsiner spredes på må og få til alle hjørner. Blot en eneste, tilfældig, får hun med sig hjem, hvor hun reproducerer den på sin akvarelblok.

Havde faderen ikke fået mast hendes appelsinpose i netop det splitsekund, havde der ikke været nogen Georg nogle år senere.

Bogen er et nyt, fint eksempel på forfatterens evne til at begribeliggøre livets store filosofiske spørgsmål i forståelige billeder, genfortalt som eventyr.

Rammehistorien ungt menneske finder mystisk skrift, afleveret på utraditionel vis er efterhånden Gaarders varemærke. Men det virker alt for godt til, at jeg vil afskrive det som en kliche. Denne gang er plottet suppleret med fed inspiration fra Erich Segals »Love Story«, vidunderlig sentimental historie om alt for tidlig død, netop på livsappetittens højdepunkt.

Det er en bog, jeg ikke ville tøve med at læse sammen med store elever.