Cirka 84.000 skoleelever får i dag specialundervisning. De 33.000 får specialundervisning i mere en halvdelen af skoletiden. Denne undervisning koster i alt 7,9 milliarder kroner om året. De resterende 51.000 elever får specialundervisning i under halvdelen af skoletiden. Udgiften til denne undervisning er i alt 5,1 milliard kroner.
Fremover skal kun den undervisning, som de 33.000 elever får, hedde specialundervisning. Den særlige undervisning, som de 51.000 elever får, skal ikke længere hedde specialundervisning. Den skal ikke hedde noget. Det foreslår regeringen i et forslag til ændring af folkeskoleloven. Men hvad så med de mange milliarder? Forsvinder de også?
'Det lugter af en spareøvelse', sagde du i juni om VK-regeringens og KL's økonomiaftale, som det her jo er en udløber af. Hvorfor lugter det ikke længere, Christine Antorini?
"Det er vigtigt at pointere, at der ikke er tale om en spareøvelse her. Alle børn vil også fremover have krav på et undervisningstilbud, der tilgodeser deres behov – også børn med særlige behov. Hvis vi skal skabe en mere inkluderende skole, er der imidlertid behov for at give kommunerne friere rammer til at skabe en skole, hvor der er plads til flere", svarer ministeren for børn og undervisning Christine Antorini.
Det er hensigten, at de frigjorte penge skal gå ind i normalundervisningen. Hvordan vil regeringen sikre, at kommunerne ikke bruger pengene – eller nogle af dem – til andre formål?
"Den inkluderende undervisning skal opfølges af de nødvendige støtteforanstaltninger. Det går vi nu i forhandlinger med KL om, hvordan vi kan udmønte. Området vil blive fulgt tæt, så der skal opsættes nogle indikatorer, der kan måle udviklingen – både økonomisk, hvor mange der får specialundervisning og så videre".
Hvad er det nye for dem, der er ude i skolehverdagen?
"Det nye er, at vi lægger op til en ny afgrænsning af specialundervisningen, sådan at specialundervisning fremover kun omfatter støtte til børn i specialklasser og specialskoler samt støtte til børn, hvis undervisning kun kan gennemføres med støtte i mindst ni ugentlige undervisningstimer a 60 minutter".
Elever med behov for støtte i mindre end ni ugentlige undervisningstimer vil fortsat skulle have den nødvendige støtte for at kunne få et udbytterigt skoleforløb, men der vil ikke længere skulle træffes en afgørelse om specialundervisning i hvert enkelt tilfælde, forklarer ministeren.
"For at understøtte, at eleverne kan blive i den almindelige undervisning, skal skolen tilbyde undervisningsdifferentiering, holddannelse og supplerende undervisning. Lokalt kan man også beslutte sig til at bruge tolærerordninger og undervisningsassistenter, som både kan hjælpe den enkelte elev og klassen som helhed. Skolen kan også give personlig assistance, der hjælper eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen", tilføjer hun.
"Ordningen vil give kommunerne større fleksibilitet, når de tilrettelægger, hvordan de skal støtte elever med særlige behov. Det betyder, at indsatsen kan tilrettelægges hurtigere og mere forebyggende".
"Der frigøres også resurser hos pædagogisk-psykologisk rådgivning, der ikke længere skal foretage udredninger af eleverne, før de kan komme i gang med støtten til eleverne. De frigjorte resurser kan blandt andet bruges til at styrke indsatsen over for elever med særlige behov i de almindelige klasser".
I juni stillede du et paragraf 20 spørgsmål til din forgænger Troels Lund, fordi du var bekymret for elevernes og forældrenes retssikkerhed. Alligevel vil I nu indskrænke klagenævnets beføjelser. Hvorfor er du ikke længere bekymret for retssikkerheden?
"Da jeg stillede §20 spørgsmålet til Troels Lund Poulsen, fik jeg netop bekræftet, at det ikke ville gå ud over retssikkerheden. Det vil fortsat væres sådan, at forældre, der mener, at deres barn har behov for at komme i specialskole, specialklasse eller støtte i mere end ni timer om ugen, kan klage til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning", siger Christine Antorini.
Antorini: Lovændring om specialundervisning ikke en spareøvelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.