Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Antorini byder anbefalinger velkommen

Mange af de anbefalinger, som folkeskolens daglige brugere lancerede i går, er så gode, at oplægget ikke må ende i en ufrugtbar diskussion om test, elevplaner og kvalitetsrapporter eller ej, advarer Christine Antorini (S).

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
27. november 2007, kl. 13:30

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

DLF, Danske Skoleelever, Skole og Samfund, de to lederforeninger og pædagogernes fagforening BUPL vil ganske vist erstatte elevplaner med udviklingssamtaler og lade det være op til skolerne selv afgøre, hvilke test de vil bruge. Men de anbefaler også, at elever skal sikres ret til hurtig vurdering hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning med efterfølgende hjælp.

De fire organisationers anbefalinger

"Jeg håber, diskussionen kommer til at handle om alle anbefalinger. Jeg er meget enig i anbefalingerne omkring rummelighed, og at der skal en hurtig indsats til, når børn har brug for hjælp. Vi foreslår selv i vores udspil til bedre velfærd, at børn skal have ret til hjælp senest tre måneder efter, at behovet er opstået", siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører.

Hun er også enig i anbefalingen om, at den enkelte skole skal have midler til at opprioritere uddannelsen i interkulturel pædagogik.

"Vi skal have fokus på efteruddannelse i dansk som andetsprog. Vi skal i det hele taget lave de nødvendige investeringer i et godt undervisningsmiljø og i gode undervisningsmaterialer. Det, der virkelig løfter, er alt det, som sker mellem elevplaner og nationale test: Pædagogik, efteruddannelse, nye undervisningsformer og nye prøveformer. Men det glider ud af den offentlige debat", siger Christine Antorini.

Hun vil tage initiativ til at drøfte anbefalingerne på Christiansborg.

"Vi har noteret, at regeringen ønsker et bredere samarbejde, og det må betyde, at nye spørgsmål om folkeskolens udvikling kommer til debat. Det vil vi gerne prøve af", siger hun.

Test skal være frivillige - i første omgang

Ifølge de fælles anbefalinger skal de obligatoriske, nationale test erstattes af test, som lærerne kan bruge i forhold til den konkrete undervisning, de leverer i den enkelte klasse. Til gengæld skal de hvert år gøre rede for, hvordan de evaluerer og tester.

Men Christine Antorini vil ikke være med til at afskaffe testene.

"Det er en god ide at teste op mod trinmålene, men jeg vil gerne gøre de nationale test frivillige, indtil de virker. Vi må stoppe med at vedtage nye krav uden først at have prøvet dem af. Men vi skal holde fast i målet om nationale test, og jeg er sikker på, at mange skoler gerne vil være med til frivillige forsøg".

Alligevel er Christine Antorini åben for at diskutere testene.

"Jeg ser anbefalingerne som en udstrakt hånd til at diskutere hele paletten af evalueringsmetoder, for er der noget, som opfattes som bureaukrati, er det centrale beslutninger, der ikke virker. Det har vi også set med hele kaoset omkring afgangsprøve. Undervisningsminister Bertel Haarder vil nedsætte et monsterudvalg til at afbureaukratisere folkeskolen, men han kan passende begynde med at gøre de nationale test frivillige. Det spørgsmål behøver han ikke sende i udvalg".

Praktisk tilgang til elevplaner

På samme måde vil Christine Antorini diskutere forslaget om at erstatte elevplaner med fremadrettede udviklingssamtaler.

"Det er hip som hap, hvad det hedder. Det afgørende er indholdet, og her er det vigtigt med skriftlighed. Men jeg er uenig, når lærernes formand siger, at det ikke er nødvendigt med elevplaner til alle elever. Folkeskolen er for alle, og alle skal nå længst muligt. Derfor skal alle have elevplaner, men de behøver ikke nødvendigvis være ens".

Christine Antorini deler Bertels Haarders bekymring om, at nogle fag vil blive anset for mindre vigtige, hvis ikke lærerne skal skrive elevplaner i dem. Men hun vil gerne vente med at stille krav om elevplaner i de små fag til om et par år.

"Især lærere i de små fag skal skrive rigtig mange elevplaner, så vi kunne vente med dem, til skolerne har fået skabt gode måder at lave elevplaner på. Vi kan godt vælge en praktisk tilgang".

Gruppeprøven skal genindføres

Også kvalitetsrapporterne er hun parat til at justere til.

"Rapporterne vil vise sig at være et godt værktøj, fordi de gør manglen på efteruddannelse af lærerne og på nye undervisningsmaterialer synlig. Det kan være med til at presse politikerne. Vi vil gerne være med til at se på, om der er noget, som er ligegyldigt at dokumentere, men det er meget vigtigt, at alle kommuner er forpligtet til at tage deres skoler alvorligt gennem om årlig debat om, hvad der skal til for at løfte dem", siger Christine Antorini.

Til gengæld er hun helt med på anbefalingen om at genindføre gruppeprøven.

"Det behøver ikke gå i udvalg. Prøveformer er ikke forligsstof, men styres af en bekendtgørelse, og kun ideologi har fået Bertel Haarder og videnskabsminister Helge Sander til at afskaffe gruppeprøven. Selv deres venner i erhvervslivet mener, det er helt skævt", siger Christine Antorini.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Antorini byder anbefalinger velkommen

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS