Anton og tingenes sjæl

Vi er nogle stykker, der har ventet på Raagaards og Guldagers opfølger til succesen "Anton og sorgens pil" fra 2008. Først og fremmest fordi der er langt mellem de billedbøger, der modigt sætter fortælletempoet i slowmotion og giver plads for den tanke, der vil lidt dybere ned - og samtidig er populære hos børnene. Den nye "Anton og tingenes sjæl" vil det samme og kan det samme.

Anton er begyndt at filosofere. Han har fået øjnene op for, at ikke bare mennesker, men også ting og sager i hans omgivelser har en sjæl. Det høres tydeligt, når cyklen har en off-dag og står og gaber i sit stativ. Eller når skoletasken skriger af smerte, fordi den skal bære hele sin vægt i bare én strop på knagen. Men det kan være svært at være den eneste, der forstår. For selvfølgelig har travle forældre ikke nærvær til at registrere den slags på vej gennem entréen med en kurv fuld af vasketøj.

Kirsten Raagaard skaber med sine kraftfulde illustrationer en meget klædelig, nutidig ramme om Guldagers tænksomme fyr. Her kan man som voksen oplæser både finde de sko, man ønsker sig i fødselsdagsgave næste gang, og genkende en frisure fra det mandeblad, man skimmede i sidste uge.

"Anton og tingenes sjæl" er en vellykket fortælling med dybe rødder i børnelitteraturens romantiske tradition, hvor børn - og her også udvalgte bedsteforældre - er begavet med et særligt fintfølende og empatisk væsen. Og det helt uden at blive sentimental. For alle over fem år.