Anoreksia nervosa

Crisp er en af anoreksi-forskningens grand old men. Han mener ikke, det er maden, det handler om, men den øgede vægt og den forandrede kropsform, som følger med puberteten. Det er den biologiske udviklingsproces, hvor kroppen ændrer form, og vægten øges, der opleves som truende. Vægtøgningen betyder seksualitet, voksenliv, adskillelse fra forældrene. Det er anorektikeren bange for. Hun har af en eller anden grund ikke udviklet redskaber, der sætter hende i stand til at takle problemerne.

Anorektikeren er bange for at overskride vægtgrænsen til voksenlivet. Crisp kalder det en voksen-vægt-fobi. Angsten er ikke en angst for mad. Der er heller ikke tale om appetitløshed, som anoreksi ofte fejlagtigt oversættes til. Afvisningen af maden er den unges måde at standse den biologiske proces på. Mad=vægt=overvægt=voksen.

Det er således først og fremmest de biologiske forandringer, som Crisp anser for betydningsfulde for sygdomsudviklingen. Psykologien bliver sekundær, men ikke dermed uden betydning. De ændringer, biologien medfører, har psykiske konsekvenser. Følelser ændres og raser, og det er også en opgave at mestre og rumme dem.

Den behandling, Crisp har udviklet, er derfor også først og fremmest koncentreret om vægtøgning, 3000 daglige kalorier og sengeleje. Han oplever ikke formen som en fastlåsen eller et indgreb i friheden, tværtimod opleves den som frisættende, idet kontrollen og sikringen gør det muligt for den anorektiske kvinde at være fri til at tænke på andet end mad, kropsform og ønsket vægttab. Den pleje, der tilbydes under opfodringen, skal være varm og omsorgsfuld.

Når vægten er blevet en voksenvægt, tilbydes psykologisk behandling til patient og familie.

Uanset om man er enig i Crisps holdninger eller ej, er det tydeligt, at det er en erfaren mand, der taler, og han taler med megen varme og respekt om sine anorektiske klienter. Der er ingen fordømmelse eller moralisering.

Nogle af sygehistorierne virker imidlertid, som om lidelsen er bulimi og ikke anoreksi. Diagnosen bulimi er af nyere dato, og den spiseforstyrrelse nævnes ikke i bogen. I dag, hvor bulimien er langt mere udbredt end anoreksien og tilmed skjult, skamfuld og meget vanskelig at leve et (skole)-liv med, mangler jeg, at den fik nogle ord med på vejen, så både de unge, der skriver masser af projekter om anoreksi, og deres lærere kan få indblik i denne spiseforstyrrelse.