Anoreksi i vores familie

I bogen fortæller Annette på 22, hvordan det er at være lukket inde i anoreksiens helvede, hvor hun har opholdt sig ni år og stadig bor. Derefter fortæller hendes far, mor, fire søskende og en veninde om deres oplevelser i forbindelse med Annettes anoreksi.

De første 10-11 sider kunne jeg godt have undværet. Der står de almindeligheder om anoreksi, man kan finde alle andre steder og uden nogen ny vinkel.

Derefter fortæller Annette om kampen mellem at ville leve og ikke kunne se nogen mening med det. Om at ville spise og ikke ville. Om indlæggelserne, afmagten, kampen mod behandlerne. Men også om ønsket om at få hjælp, som hun ikke synes, hun har gjort sig fortjent til.

Familiemedlemmerne beskriver med forskellig intensitet deres oplevelser. Anoreksi rammer hele familien, men der er ikke megen støtte til den i behandlingssystemet.

Bogen kan give lærere et indblik i, hvad der sker i det lille anorektiske menneske, og måske forståelse for, at det ikke bare er en grille, der fortager sig, men at der skal hurtig hjælp og megen indlevelse til.

Jeg tror også, bogen vil kunne øge forståelsen hos veninderne og alle de piger, der i dag skriver projektopgaver om spiseforstyrrelse, og som tydeligvis er fascineret og i et vist omfang tiltrukket af fænomenet.

Bogen viser, at så spændende er det heller ikke. Det er ikke noget at flirte med. Faktisk er det skræmmende.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at hovedpersonen var en pige, der havde lagt anoreksien bag sig. Det er der jo heldigvis nogen, der gør. Det kunne have givet troen på, at det kan lade sig gøre, og måske vist en af måderne, det kunne gøres på. Jeg forstår simpelthen ikke valget.

Uanset det er det en absolut anbefalelsesværdig bog for store og små i skolen.