Anni Herfort pegede på effekten af, at man i Asien for en del år siden besluttede at satse massivt på grundskolen. Mange flere læste videre, pigerne kom med, og landene fik et økonomisk boom. Latinamerikanske lande satsede tilsvarende summer på uddannelse, men valgte at bruge pengene på videregående uddannelser siden. Her har man omtrent ikke kunnet måle effekten på økonomien.
"I Danmark har vi et uddannelses-system, der mister 15-20 procent på vejen. Det er vi alle enige om, at vi ikke kan være bekendt - og derfor taler vi meget om det, der laves projekter og vi har endda ret for alle voksne til specialundervisning, så de kan få gratis læse- og skriveundervisning. Det er da flot og rigtigt..."
"Ja, men det tror jeg ikke er oplevelsen, hvis man har haft en skolegang, hvor hverdagen var præget af nederlagsfølelse, fordi man ikke duede. Så tror jeg det er utrolig svært at få sig moveret hen til specialundervisning for voksne", lød det fra talerstolen, hvor Anni Herfort, lagde vægt på en fælles folkeskole baseret på forskning, erfaring og viden, for eksempel om, hvordan man bedst lærer børn at læse:
"Der er ikke brug for flere hovsa'er som dem vi har set efter en masse valfarten til bl.a. New Zealand", sagde hun med henvisning til de mange lokalpolitikere, der har vendt op og ned på skolestarten efter et par ugers besøg i det fjerne land.
Anni Herfort er dybt bekymret over, at de spareivrige kommuner får stadig større indflydelse på folkeskolen:
"Ændringer af folkeskoleloven er noget, der bliver debatteret i Folketingets uddannnelsesudvalg og i folketingssalen. Men er det også her beslutningerne reelt træffes? Sidste år udgav KL et debatoplæg, "Den lokale folkeskole - nye veje". Heri foreslår man en omfattende deregulering af rammerne i folkeskolen. Mange uddannelsespolitikere tog afstand fra forslagene. De ønsker fortsat en fælles folkeskole, og det gør vi også! Men det forhindrer ikke finansministeriet og Kommunernes Landsforening i at aftale nye vedvarende forsøg hvert år i forbindelse med økonomi-forhandlingerne. Folketinget bliver sat ud af spillet og der er tale om et alvorligt demokratisk underskud når væsentlige prioriteringer og beslutninger om folkeskolen træffes på lukkede møder mellem finansministeriet og KL."
Anni Herfort lagde op til en diskussion om velfærdssamfundet op til kommunevalget i november med bl.a. disse ord: "Skolen er en offentlig opgave, den egner sig ikke til udlicitering. Det har jeg formanden for Venstres ord på, at han er enig med mig i. Og skulle det vise sig, at vi ikke har råd til det hele, så går jeg ind for en god og gratis skole frem for gratis motorveje."
Anni Herfort: Folkeskole frem for motorveje
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.