"Det ser ud til, at ernæring- og sundhedsuddannelsen i de næste mange år fortsætter med at være på Ankerhus", siger studieleder Helle Wagner Holm til ernaeringogsundhed.dk.
University College Sjællands bestyrelse har besluttet, at etablere fire campusklynger i Roskilde, Slagelse, Næstved og Vordingborg, hvilket betyder at andre uddannelsessteder under professionshøjskolen lukker.
Fælles ledelse men optag fortsat i Sorø
Professionsbacheloruddannelsen i ernæring og sundhed kommer til at høre under Campus Slagelse sammen med uddannelserne til sygeplejerske og pædagog, men uddannelsesstedet for ernæring og sundhed vil fortsat være i Sorø. Ændringerne træder i kraft fra optag 2009.
"Vil får fælles ledelse med de to andre uddannelser, men vi ligger stadig hvor vi ligger, og optag vil også i de næste mange år, være hos os. Det har jeg netop informeret de studerende om", siger Helle Wagner Holm.
Hun henviser til, at der ikke er lokaler til uddannelsen i Slagelse.
Hun mener, det er en fordel, at uddannelsen i det nye campus kommer ind i et tværfagligt samarbejde, hvor der er mulighed for at knytte bånd med andre fag og uddannelser. Det kan godt lade sig gøre, selvom uddannelserne ikke er under samme tag, er hendes erfaringer med forløb, som uddannelsen har kørt med sygeplejerskeuddannelsen.
Ankerhus' historie er vigtig
Helle Wagner Holm er glad for, at Ankerhus ikke lukker ned som uddannelsessted.
"Det betyder meget for de studerende, at de ved, hvor de skal være henne. Det betyder også meget for personalet og for vores samarbejdspartnere i for eksempel erhvervslivet, at de kender stedet", siger hun.
Ankerhus har en lang historie for at være uddannelsessted, men historien har ikke været afgørende i beslutningen om at Ankerhus får lov at forblive uddannelsessted. Hun henviser til, at læreruddannelsen i Haslev, som har eksisteret i over 100 år, nu bliver lukket.
Ankerhus fortsætter som uddannelsessted
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.