"Animath Farm" præsenterer sig selv som matematik i en underholdende kontekst. Grundlæggende er der tale om et skydespil, hvor man via matematiske færdigheder bliver i stand til at skyde efter og ramme de mål, man møder. Spillet giver mulighed for, at flere kan spille mod hinanden og dermed udfordre hinandens matematiske kunnen.
Spiludbyderen gør selv opmærksom på, at spillet ikke kan stå alene, og skriver: "Følg op på spillet i de efterfølgende undervisningstimer. Spillet kan ikke stå alene. Dets formål er at motivere og illustrere. For at forstå matematikken bag kræver det uddybende teoretiske forklaringer fra en lærer".
Tanken er, at spillet kan være et sted, hvor man øver og arbejder med sine matematiske færdigheder som koordinater, Pythagoras, procentregning og sandsynlighedsregning.
I en tid med mange muligheder for varieret undervisning kan et netbaseret spil med læringsmål som dette være et fint supplement til den øvrige undervisning i matematik i skolens ældste klasser. En anden fordel er, at spillet uden videre kan bruges. Man skal ikke først ud at købe og installere det.
Det er i dette perspektiv, at bedømmelsen og vurderingen af "Animath Farm", som en del af matematikundervisningen, skal ses og forstås.
Jeg anbefaler, at man lader spillet komme an på en prøve, da det ikke har nogen omkostninger til følge. Eleverne vil sikkert hurtigt lære og forstå spillets muligheder. Men man kan også sidde tilbage med det indtryk, at spillet for en 9.-klasse-elev med mange andre "spilerfaringer" kommer til at skubbe de matematiske aspekter i baggrunden til fordel for "skydedelen". Forstået på den måde at beregningen af mål forud for skydningen, altså matematikken i spillet, kommer til at træde i baggrunden til fordel for blot at "skyde løs".
De ledsagende dyrelyde, som ikke direkte har noget med matematikken at gøre, giver et bondeagtigt præg, som nutidens unge spileksperter måske ikke opfatter positivt. Der kan derfor opstå et dilemma mellem de matematiske forudsætninger, som spillet bygger på, og den aldersgruppe, spillet appellerer mest til. Spillet vurderes mest egnet til elever yngre end de ældste i skolen, omkring 7. klasse, men de matematiske færdigheder er elementer hentet hos de ældre elever. Men prøv spillet, det koster ikke noget.
Animath Farm
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.