Når et menneske med normale sanser hører en lyd, vurderer det lynhurtigt, at det er skraldebilen, der kommer.
"Lyden giver mening for os, fordi vi bruger alle vores sanser til at tolke, hvor den kommer fra. Men når et døvblindfødt barn får indopereret et CI skal man begynde helt forfra med optræningen, fordi barnet også har nedsat syn", fortæller pædagogisk konsulent Inge Mogensen fra Center for Døvblindhed og Høretab i Aalborg.
I det seneste nummer af tidsskriftet Specialpædagogik skriver hun en artikel om de spæde erfaringer med CI til børn, som både har nedsat syn og hørelse. Man opererer nu stort set alle de børn, man finder, ved etårsalderen, og en stor del af dem får en så god hørelse, at de udvikler et brugbart talesprog. I alt er seks danske børn blevet opereret.
Lyd øger barnets bevidsthed
Andre børn med svære sproglige, sociale og kognitive funktionsnedsættelser som for eksempel autisme, psykisk udviklingshæmning, motoriske handicap og problemer med opmærksomheden kan få glæde af erfaringerne med at lære døvblindfødte børn at tolke lyde med CI.
"Man kan arbejde struktureret og pædagogisk med at lære dem at bruge hørelsen, så de får hjælp til at tolke forskellige lyde og i det hele taget bliver opmærksomme på høresansen", siger Inge Mogensen.
At støtte børn med forskellige typer handicap til at kunne tolke lyde kan gøre barnet mere bevidst om sin omverden. Dermed styrker man barnets sociale og kognitive udvikling.
"Når vi andre hører en lyd, tjekker vi med synet, hvad det er, og måske bevæger vi os også hen mod lyden. Hvis man ikke kan det på grund af en nedsættelse, bliver lyden ligegyldig", siger Inge Mogensen.
Børn kan lege med lyde
En høretest viser måske, at et handicappet barn har en udmærket hørelse. Alligevel kan det være nødvendigt at hjælpe barnet med at anvende hørelsen.
"Høreprøven foregår uden andre sanseindtryk end lyde, og for nogle børn er det svært at høre, når der sker andre ting. Det opdager man ved at være opmærksom på, om barnet reagerer på lyd og om nødvendigt hjælper det med at finde ud af, hvor lyden kommer fra", siger Inge Mogensen.
Alt efter situationen kan man forstærke eller gentage lyden eller lade barnet udforske lydkilden, for eksempel ved at lade barnet banke på døren, skylle ud i toilettet eller lege med vandet fra vandhanen. På den måde lærer barnet, hvad der skaber lyden, så den kan genkendes og give information til barnet.
Andre handicappede kan få glæde af erfaringer med CI til døvblindfødte
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.