For et par år siden viste en sammenligning mellem 33 pensionsselskaber, at Lærernes Pension indtog en skuffende 26.-plads, og at den bedste, Bankpension, gav tre procent bedre afkast end LP, sagde Ole Green Sørensen fra Odense Lærerforening, da kongressen diskuterede formandsberetningens afsnit om organisationsforhold..
Hvis LP's afkast havde været på syv procent som Bankpensions og ikke kun givet fire procent, ville en pensionist fra den såkaldte 93-gruppe for eksempel få en årlig pension som 65-årig på 215.000 kroner, sagde Ole Green Sørensen.
Fokus på afkastet
Men hvordan ser billedet ud nu, hvor der er en finanskrise, spurgte Ole Green Sørensen og ønskede, at kongressens skulle pålægge hovedstyrelsen at undersøge LP's afkast, så det "kan komme på niveau med de bedste."
"Jeg er fuldstændig enig," svarede Anders Bondo Christensen. "Det er afgørende, at der er fokus på afkastet".
Men sammenligningerne forgår allerede, sagde han, og det er vigtigt at se på de langsigtede investeringer. Sidste år, hvor krisen gav pensionskasser negativt afkast, var der for eksempel selskaber, der klarede sig relativt pænt i sammenligningen. På netop det tidspunkt. Men det var kun, fordi de inden da havde haft katastrofalt ringe resultater. Derfor skal sammenligninger og resultater vurderes over en årrække, sagde Anders Bondo.
"Vi har i LP valgt at sikre, at der sker en jævn tilskrivning af pensioner. Vi ønsker ikke en investeringsstrategi, hvor man spiller russisk roulette med pensionspengene, som betyder, at udbetalingerne af pensioner i dårlige år svinger med adskillige tusinde kroner."
Anders Bondo lovede, at man i Lærernes Pension og i hovedstyrelsen vil arbejde for større åbenhed om sammenligninger og investeringsresultater. Ole Green Sørensen tog formandens tilsagn til efterretning og trak sit forslag.
En lunken tak fra pensionisterne
Pensionisternes hovedstyrelsesmedlem Greta Jørgensen takkede varmt for, at Fraktions 4's årsmøde fra næste år får flere deltagere. Men hun gav "et lunkent tak" til hovedstyrelsen for kun at ville bevilge fem pensionistkurser hvert andet år, "når medlemstilgangen og behovet peger på fem kurser hvert år". Og så lovede hun øget aktivitet for at overbevise overenskomstpensionister om, at de bør blive ved med at være medlem af Danmarks Lærerforening.
Formandsberetningens afsnit om organisationsforhold blev enstemmigt godkendt.
Anders Bondo lover større åbenhed om pensionsafkast
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.