På forhånd havde Lederforeningen og Danmarks Skolelederforening, DS, handlet af, hvem der skulle kandidere til at blive henholdsvis formand og næstformand i den nye forening Skolelederne. Da ingen andre meldte sig, da Skolelederne i dag holdt sit første repræsentantskabsmøde, blev både Anders Balle og Claus Hjortdal enstemmigt valgt.
Siden 2005 har Anders Balle været næstformand for Lederforeningen. Når den nye forening formelt træder i funktion 1. januar 2008, bliver han formand for 4.300 medlemmer, som fordeler sig på 1.700 skoleledere, 1.200 viceskoleledere, 1.100 afdelingsledere og 300 konsulenter med ledelsesbeføjelser og ledende skolepsykologer.
"Jeg har påtaget mig opgaven som formand vel vidende, at et sådant job kun kan udføres i et stærkt fællesskab. Skolelederne skal ikke ledes af en enkelt person, men af et team af politisk valgte i tæt samspil med et professionelt sekretariat", sagde Anders Balle i sin takketale.
Skolelederne står i en unik situation, mente han.
"Der er er mere end nogensinde fokus på styrket skoleledelse, og samtidig er vi med vores nye forening stærkere organiserede end nogensinde. En situation, vi skal udnytte optimalt. Vi skal have forbedret både løn- og arbejdsforholdene. Vi skal være med der, hvor tingene sker. Vi skal søge indflydelse på alle forhold, som vedrører skolen og først og fremmest dens ledelse", sagde Anders Balle.
Claus Hjortdal betegnede sig selv som 'indenrigsminister' i sin tale.
"Jeg kommer til at arbejde rigtigt meget sammen med skolelederne rundt om i landet, så vi kan lave en stærk fagforening. Det glæder jeg mig til", sagde den nyvalgte næstformand.
Kandidat trak sig i utilfredshed
Mens der kun var én kandidat til henholdsvis formand og næstformand, stillede 11 op til de otte bestyrelsesposter. Ole Thorn Madsen fra Herning trak sig dog i utilfredshed med, at styregruppen bag fusionen så sent som dagen før repræsentantskabsmødet anbefalede de delegerede at stemme på de otte kandidater, som sidder i bestyrelserne i de to nuværende lederforeninger. Han mente, styregruppen skulle have meldt sin anbefaling ud langt tidligere, så andre kandidater vidste, hvad de var oppe imod.
Jens Færk, formand for Lederforeningen og medlem af styregruppen, forsvarede allerede i sin velkomst anbefalingen.
"Vi har valgt at anbefale otte kandidater, fordi de repræsenterer et bredt politisk spektrum, de vil give den nye organisation en vigtig kontinuitet, og som sidegevinst tegner de et godt billede af landets geografi. Det eneste lille forbehold er, at der ikke er flere kvindelige kandidater. Det er ærgeligt", sagde Jens Færk.
Kvindelig kandidat scorede flest stemmer
De delegerede valgte at følge anbefalingen, og den kvindelige kandidat høstede flest stemmer. Stemmerne faldt således:
. Skoleleder Sinne Pedersen, Frederikshavn, medlem af bestyrelsen i DS: 86 stemmer.
. Skoleleder Kim Brøbech, Silkeborg, medlem af bestyrelsen i DS: 86 stemmer.
. Skoleleder Torben Mørup, Esbjerg, medlem af bestyrelsen i DS: 79 stemmer.
. Skoleleder Michael Rasmussen, Kalundborg, medlem af bestyrelsen i Lederforeningen: 79 stemmer.
. Skoleleder Axel Bay-Petersen, Odense, medlem af bestyrelsen i Lederforeningen: 76 stemmer.
. Skoleleder Per Ungfelt, Gladsaxe, næstformand i DS: 73 stemmer.
. Viceskoleleder Allan Lundby-Hansen, Køge, medlem af bestyrelsen i Lederforeningen: 68 stemmer.
. Skoleleder Claus Heiredal, Aabenraa, medlem af bestyrelsen i Lederforeningen: 60 stemmer.
Skoleleder Gordon Lees fra Lyngby-Taarbæk og skoleleder Lars Olsen fra Aars blev med henholdsvis 35 og 28 stemmer ikke valgt.
Med det nye formandsskab og den nye bestyrelse er de to moderforeninger bag Skolelederne repræsenteret med lige mange medlemmer. Men som Anders Balle sagde:
"Vi skal bevare de traditioner - og kun dem - som binder os sammen, og som styrker vores fælles bevidsthed og identitet såvel kulturelt som ledelsesfagligt. Men vi skal først og fremmest tænke nyt".
Lederforeningerne flytter sammen i næste uge
I næste uge flytter de to foreninger sammen i nyrenoverede lokaler i Kampagnistræde 22 i det centrale København.
Sekretariatsleder Poul Krogstrup fra Lederforeningen bliver leder af sekretariatet med ansvar for personale, økonomi, servicering af hovedbestyrelsen og interessevaretagelse i forhold til folkeskolens øvrige interessenter. Desuden skal han være Skoleledernes repræsentant i overenskomstforhandlingerne.
Sekretariatsleder Michael Diepeveen fra DS bliver stedfortræder med hovedansvaret for medier, udgivelser, kommunikation til pressen og daglig administration.
Anders Balle formand for skolelederne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.