Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Andel af etnisk danske elever er steget på københavnske skoler

Mere oplysning til forældrene, mere dialog og besøg i børnehaverne har betydet, at antallet af etnisk danske elever er steget på flere københavnske skoler, der ellers har en høj andel af tosprogede elever.

Helle Lauritsen
Start debatten
11. august 2010, kl. 16:54

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

"Vi regner med, at det er en tendens og ikke bare noget, der sker i år i børnehaveklasserne. Vi har i hvert fald gjort en målrettet indsats", fortæller skoleleder Lisbeth Palm Olesen fra Dyvekeskolen på Amager.

SeUrban side 6-7

Her er der i år i børnehaveklasserne 37 procent tosprogede børn. Sidste år var andelen af tosprogede elever i hele indskolingen på 57 procent.

"Vi har nok ikke fået færre tosprogede elever, men vi har fået flere etnisk danske elever i børnehaveklasserne", siger Lisbeth Palm Olesen.

Det er avisen Urban, der har foretaget en rundringning til seks skoler i København for at få fordelingen mellem tosprogede elever og etnisk danske elever. Procentdelen af tosprogede elever er faldet på Rådmandsgade Skole og Blågård Skole på Nørrebro, på Ålholm Skole i Valby og på Dyvekeskolen, Amager Fælled Skole samt Peder Lykke Skolen - alle på Amager.

Det går den rigtige vej

Fælles for skolerne er, at de alle har arbejdet for at ændre elevsammensætningen.

På Amager Fælled Skole er andelen af tosprogede elever i børnehaveklasserne i år på 39 procent. Sidste år var procentdelen for antallet af tosprogede elever i hele indskolingen fra børnehaveklasse til 4. klasse på 51.

"Vi kan se en ændring på elevsammensætningen i børnehaveklasserne, og det er glædeligt, at det går den rigtige vej. Skolen ligger i et blandet boligområde, og det vil vi gerne have afspejler sig i skolen", siger skoleleder på Amager Fælled Skole, Yasar Cakmak til folkeskolen.dk.

Tidligere har en del etnisk danske elever fra skoledistriktet valgt naboskolerne eller privatskoler.

"Vi har lige sagt velkommen til tre propfyldte børnehaveklasser med 26, 26 og 24 elever. Men vi har også gjort en massiv indsats for at ændre skolens elevsammensætning. Vi har besøgt børnehaver i området, inviteret repræsentanter for børnehaverne hen på skolen, holdt åbent hus, formidlet skolens gode historier videre og i det hele taget søgt dialog".

"Nu handler det om at være troværdige - at skabe sammenhæng mellem det vi siger, og det vi gør. Ellers kan vi ikke holde på eleverne, og vi vil gerne have dem i hele deres skoletid. Det vigtige er at skabe en god skole for børn i lokalområdet", mener Yasar Cakmak.

Målrettet indsats og fagligt løft

Lisbeth Palm Olesen, skoleleder på Dyvekeskolen fortæller til folkeskolen.dk, at skolen længe har haft et godt ry på indskolingsområdet men et mere blakket ry, når det gjaldt resten af skolen.

"Tidligere gik flere af de etnisk danske børn i området på privatskoler eller på de såkaldte "hvide skoler". Især havde vi et dårligt ry, når det handlede om fagligheden. Men vi har gjort en stor indsats netop på fagligheden, på AKT-området, og vi har haft et kursus i klasserumsledelse. I år har vi desuden afleveret en 9. klasse med et langt bedre karaktergennemsnit, end vi har set længe".

Lisbeth Palm Olesen regner med, at det er skolens målrettede indsats, der har hjulpet, og at skolen fremover vil afspejle sammensætningen i lokalområdet.

"Fra centralt hold har man ændret på vores skoledistrikt, så vi har fået en større andel af det sociale boligbyggeri med mange sociale problemer. Vores problemer er ikke tosprogsproblematik men netop massive sociale problemer i nogle dele af distriktet", siger hun.

I øvrigt påpeger Lisbeth Palm Olesen, at der er en del trafik af elever, der skifter jævnligt mellem privatskoler og folkeskoler i området.

Skolen har fået bedre ry

På Ålholm Skole i Valby er tendensen også, at flere af de etnisk danske forældre i skoledistriktet nu vælger den lokale folkeskole. Her har man også besøgt børnehaver og lavet PR-arbejde. For eksempel har skolen deltaget med en stand på Valby Kulturdage for at oplyse om skolens arbejde.

Skoleleder Michael Olesen siger, at der tidligere var omkring en tredjedel af forældrene i skoledistriktet, der valgte Ålholm Skole. Nu er der tale om halvdelen.

"Ålholm Skole har været i krise og været ret affolket, men nu har vi fået et godt ry. Der er tale om forskellige problematikker på de forskellige skoler. Jeg ved ikke, hvor klogt det er at søge efter en ensartethed i hele København. Vi har et fint grunddistrikt her. For os har problemet været de danske børn, der ikke valgte skolen. Jeg tror, man skal være varsom med at flytte elever", siger Michael Olesen.

Tvangsspredning kan blive løsning

I Urban opfordrer formand for forældregruppen Brug Folkeskolen på Amager, Tina Møllmann Jensen, forældrene til at besøge sin lokale folkeskole, og ikke bare afskrive den på forhånd. Hun har selv en søn på Amager Fælled Skole og er glad for blandingen af børn på skolen.

"Folkeskolen kan skabe fællesskab hen over sociale og etniske forskelle, det kan privatskolerne ikke i samme grad, fordi de ikke er så mangfoldige som folkeskolen" siger Tina Møllmann Jensen til Urban.

Børne- og ungdomsborgmester i København Anne Vang udtrykker også sin glæde over den mere blandede elevsammensætning i avisen Urban.

"Det her er et lille skridt på vej i den rigtige retning, og man skal ikke holde sig for fin til at glæde sig over de små skridt. Men vi kan gøre endnu mere og vil fortsætte arbejdet med at finde løsninger på fordelingsproblemerne. Jeg vil ikke afvise, at løsningen kan blive ændring af skoledistrikterne eller tvangsspredning af tosprogede børn til skoler med få tosprogede. Målet er det vigtigste for mig, og så må vi diskutere midlerne til efteråret", siger Anne Vang.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Andel af etnisk danske elever er steget på københavnske skoler

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS