Anbragte børn

25 personlige beretninger set i bakspejlets forklarende lys eller skygge. Voksne sætter ord på den betydning, det har haft på deres liv at være anbragt uden for hjemmet i barndommen. Barske historier om svigt, alkoholiserede, psykisk syge eller voldelige forældre, der ikke evnede forældreopgaven, og de konsekvenser, som blev deres børns livsvilkår. Samtidig også smukke historier om gode, omsorgsfulde plejeforhold, og især er der bogen igennem stor vilje til forståelse og tilgivelse over for de biologiske forældre, der, som en skriver, »gjorde det bedste, hun kunne«.

Det er næsten blevet en trend at komme med personlige beretninger, og denne bog ligner da også i formatet de andre i en serie, som startede med voksnes beretninger om at have mistet forældre i barndommen. Denne gang er det endnu et tabuemne, der bliver belyst, nemlig det at have levet en barndom væk fra forældrene.

Nu kunne man forvente en række bitre historier fra diverse børnehjem og observationssteder, men fokus er et andet. Interessant at få belyst den betydning og indflydelse, opholdene har haft på de tidligere anbragte børns voksentilværelse.

Gennemgående fortæller mange om problemer med selvværdet. Det ikke at høre til, ikke at have ret til at være en del af verden, er et tema, mange har måttet arbejde med via professionel hjælp senere. Ligesom det er et generelt træk ved beretningerne, at mange kan have svært ved at knytte sig til andre, det vil sige etablere sig i varige parforhold, idet frygten for at miste igen er så indgroet, at den blokerer for indgåelse af relationer.

De 25 personer, der har valgt at skrive deres historie, fortæller også om baggrunden for deres anbringelser, og barske børnevilkår kommer frem. Bemærkelsesværdigt er det derfor, at så mange er uden fordømmelse, men derimod forklarer og undskylder de biologiske forældres vilkår. Langt de fleste har hele barndommen haft en ambivalent drøm om at komme hjem, samtidig med at kontakt med forældrene ofte var skuffende, hvilket vidner om stærke følelsesmæssige bånd og solidaritet.

At vokse op uden sine forældre giver tilværelsens fundament en særlig dimension, men bogen her er lige vidt en dokumentation af, at på trods af vanskelige vilkår klarer mange at tage ansvar for deres eget liv og dermed få en god tilværelse.

Bogen er med sit fokus på anbringelsernes konsekvenser for voksenlivet interessant og relevant læsning.