Anastasias Album

Egentlig er det en udpræget coffee table book for alle aldre, sådan én der ligger fremme for nydelsens skyld og signalerer klasse. Overdådig bog med mange billeder og lidt tekst fra den russiske storfyrstinde Anastatias private album om barndommen i Sankt Petersborg og til zarfamiliens endeligt i 1918. Bogen er i sig selv et album med et passende udvalg af historier om livet inden for murene, centreret omkring Anastatia, familiens livsstykke og spøgefugl, som ofte er afbildet med sit eget bokskamera i hånden og i øvrigt har moret sig med at håndkolorere en del af billederne. Baggrunden for bogen er en canadisk journalists uventede adgang til statsarkiverne i Moskva og dermed fundet af nogle af Romanovslægtens private arkivalier.

Selv om det typisk er ret kedsommeligt at sidde og bladre sig igennem folks privatliv, så er netop den eksklusive udvælgelse af billederne og deres kronologiske historie medvirkende til at skabe en sælsom intensitet og spænding i læsningen af de sparsomme tekster, som mestendels er hentet i korte, stærkt fremhævede klip og citater fra zar-børnenes breve til deres nærmeste voksne kreds. Familiens hemmelighed med det yngste barn, tronarvingen, der var bløder, hviler som en skygge over mange af billederne.

Det sære ved læsningen af bogen er, at man jo som voksen i princippet ved, hvordan den ender og ikke kan holde slutningen ud, fordi man nu kender familien indefra, så at sige. Selv den hemmelighed om Alexeis sygdom, som end ikke det russiske folk måtte få at vide, er vi som læsere helt på det rene med. Grænsen mellem det private og det offentlige eksisterer ikke her og anfægtes derfor heller ikke. Kun det private er til, og et underligt fravær af officiel russisk historie opretholdes, indtil de chokerende begivenheder indtræffer med zarens fald og familiens deportation til Sibirien.

Paradoksalt nok er det også dette fravær af historie, der skaber et parallelløb i læserens hoved som en tikkende bombe mod afgrunden. Som i Stig Dagermans novelle 'Att döda ett barn' hvor novellens handling tordner frem mod den ulykke, der allerde er sket.

På intet tidspunkt er bogens billeder eller tekster patetiske. De står klokkerent med deres udsagn om levet liv i et miljø af i går. I et nøgternt efterord får vi så endelig den forfærdelige historie om zarfamiliens henrettelse og de historier, der siden er opfundet om Anastatias fortsatte eksistens som Anna Anderson.

Hvad man kan bruge bogen til i skolen? Den er unik, fordi den handler om noget så sjældent som et barns personalhistorie med forventninger, drømme, undvigemanøvrer og opdagelse af tabuer og fortielser. Jeg kunne godt forestille mig den som omdrejningspunkt for en projektopgave eller som afsæt for et tværfagligt forløb om dette århundredes begyndelse. Hvad det er for historier, alle disse billeder kan eller kunne fortælle, er et banalt, men selvfølgelig relevant forslag at stille.

Mere udsøgt ville det være at give eleverne chancen til at forholde sig til fotografierne som fotokunst og sammenligne dem med andre fotografers og egne portrætoptagelser af mere eller mindre eksperimenterende karakter, for eksempel digitalfotografi, som må være sagen ikke mindst i de ældste klasser. Fotos som en afspejling eller opstilling af virkeligheden - som dokumentation? Dén virkelige verden, Anastatias fotos registrerer, er så minimale udsnit af en historisk virkelighed, at de er tvivlsomme som andet end artistisk dokumentation af et miljø. Men er det ikke også i orden, hvis det er barndommen og en biografisk historie, man er interesseret i?

Historiebøgerne leverer jo den store fortælling om det faktuelle.